James på vej ind i varmen igen
James er en anden af de spillere, som tilsyneladende har affundet sig med rollen som fast mand mod de lidt mindre hold og efter fem mål i de seneste fire kampe har han pludselig spillet sig ind i varmen igen og nu spekuleres der i, at han måske bliver i klubben i den kommende sæson også.
Dette rygte får ekstra kraft med det faktum, at colombianeren er meget tæt på at erhverve sig dobbelt statsborgerskab og dermed ikke længere vil fylde i Real Madrids udlændingekvote, hvor han optager pladsen sammen med Danilo og Casemiro.
Og James har faktisk gjort det ok, hvis man ser på hans statistikker. Foreløbig er det i denne sæson blevet til 11 mål og 12 assists og det gør naturligvis, at Real Madrid ser ham som en spiller, man godt kan bruge i fremtiden også.
Det er ellers ikke mere end et par måneder siden, at han stort set var meldt færdig i klubben, men om ikke andet så har hans seneste præstationer alt andet lige øget interessen fra flere klubber, hvilket kun kan påvirke en eventuel salgspris i opadgående retning.
