Vinicius-handel med Neymar-paralleller
Real Madrids køb af Vinicius er stort set en realitet og der mangler angeligt blot, at Real Madrid modtager lægedokumenterne fra Flamengo, og de menes at komme på mandag, hvorefter de to klubber kan offentliggøre aftalen.
Men for Flamengos vedkommende venter et større opgør i Brasilien, som har mange ligheder med Barcelonas fiksfakserier med købet af Neymar, men i dette tilfælde mener man ikke, at Real Madrid kan blive en del af det.
Sagen er den, at da Barcelona købte Neymar i Santos i 2013, var der nogle investeringsgrupper, som skulle have en andel af transfersummen og her var Barcelona og Santos ifølge anklagerne lige kreative nok med at offentliggøre en kontrakt med en mindre købssum, således at den brasilianske klub fik et større beløb til sig selv. Denne sag er fortsat ikke færdigbehandlet ved domstolene.
Samme situation gør sig gældende i Vinicius tilfælde. Han er delvist ejet af Time Forte Eventos, som ejer 10% af transfer-rettighederne, hvilket vil sige at de er berettiget til omkring 4,5 millioner € af de godt 45 millioner €, som Vinicius koster Real Madrid.
Men Vinicius har også gået på en fodboldskole fra han var fire år til han fyldte ti år og de mener sig også berettiget til en sum for at have været med til at udvikle ham og derfor har de bedt om aktindsigt i salget, men den sag bliver lige nu behandlet af Flamengos juridiske afdeling.
Flamengo kæmper dog for at få transfer-rettighederne for sig selv og derfor kan der ligge et større juridisk slagsmål og vente på parterne, som dog ikke direkte involverer Vinicius og Real Madrid.
