Radio Caracol: James-køb offentliggøres på søndag

Det synes efterhånden sikkert, at James Rodríguez er i gang med sine sidste kampe som Real Madrid-spiller. I hjemlandet Colombia er man slet ikke i tvivl.

Således meldte Radio Caracol i går, at aftalen mellem Manchester United og James vil blive offentliggjort på søndag, når Real Madrid har afsluttet sæsonen med udebanekampen mod Málaga.

Herefter vil Real Madrid fortsat have CL-finalen mod Juventus i Cardiff den 3. juni og derfor vil spanierne ikke melde noget ud før denne kamp.

James lignede da også en spiller, som tog afsked med Estadio Santiago Bernabéu, da han i weekenden blev skiftet ud og klappede ud til alle hjørner af stadion, da han forlod banen og colombianeren må dermed forlade Spanien efter tre sæsoner, hvor han ved sin præsentation proklamerede, at ”Zidane har altid været mit idol”.

Og netop Zidane blev altså manden, som måtte tage beslutningen om at tildele andre spillere mere spilletid og dermed ”tvinge” James til at søge nye græsgange i jagten på fast spilletid og den skal José Mourinho have lovet ham i Manchester United, hvis spillertrup da også kun kan få glæde af en spiller med colombianerens kvaliteter.

Netop Real Madrid og Manchester United mødes på banen den 23. juli, når de to hold spiller opvisningskamp i USA. Her bliver det sandsynligvis med James i rød spilledragt.......og måske med David De Gea som målvogter hos de hvidklædte spillere. Men her skal de to klubber først mødes uden for banen.

Seneste artikler...