Real Madrid er størst i Spanien

Zidanes tropper mangler bare et sølle point for at kunne kalde sig spansk mester og dermed lade sig kåre som det bedste hold i Spanien.

Og bedst i Spanien er Real Madrid også, når det gælder om at have den største fanbase. Således viser et nyt studie fra AIMC, en art medieundersøgelsesvirksomhed under det spanske indenrigsministerium, at knap hver tredje spanier der identificerer sig selv som fodboldfan holder med Los Blancos fra hovedstaden.

Nærmere bestemt er der tale om 32,4 % af de spanske fodboldfans, hvilket er betydeligt mere end den mængde FC Barcelona fans, der også i denne sammenhæng må indtage en andenplads med bare 24,7 %. På de efterfølgende pladser finder man Atlético Madrid med 7,6 %, Valencia med 4,1 % og Athletic Bilbao med 3,9 %.

Når det kommer til holdet man finder trøst hos, når ens eget hold igen har tabt, er der tæt løb mellem de tre store i spansk fodbold. Atlético vinder dog en snæver sejr med opbakning fra 4,6 % af de spanske fodbold-aficionados foran Real Madrid (4,4 %) og FC Barcelona (4,3 %).

På merchandise-fronten vinder Real Madrid igen en sikker sejr. Af den samlede spanske befolkning tilkendegiver 9 % af have købt fodboldrelaterede produkter for nylig og af disse tilkendegiver mere end en fjerdedel (26,5 %), at der var Real Madrids logo der tonede frem på brystet. Og nok engang må Barcelona og Atlético indtage de sekundære tal.

Indrømmet det var en del tal, men facit er vel blot: Hala Madrid y NADA MÁS!

Seneste artikler...