Det sagde de efter Málaga-kampen, 38. spillerunde
Mesterskabet er hjemme i den spanske hovedstad og efter gårsdagens kamp var der masser af kommentarer. Vi bringer et udpluk her:
Isco:
- Real Madrids tilhængere skal ikke bekymre sig: Jeg bliver. Vi har været det mest regulære hold og det er en drøm at vinde mesterskabet i min hjemby. Det har jeg ventet fire år på, men det er en drøm at vinde det med mine folk. Jeg er lykkelig for den glæde, som malaguistas og madridistas viste mig. Det var svært i starten, men jeg har fastholdt at være psykisk stærk og jeg har modtaget støtte fra alle. Vi står sammen og det har været afgørende, at vi alle har været fokuserede.
Cristiano Ronaldo:
- Fra starten af sæsonen har vi ønsket at vinde LaLiga og vi er lykkelige for, at det er sket. Jeg er glad for vores afslutning, som har været spektakulær, den bedste i de senere år, med en mere intelligent planlægning og med hjælp fra træneren og spillere, som har spillet mindre. Titlerne hjælper naturligvis i forhold til Guldbolden, men jeg er ikke bekymret. Trofæer vinder man sammen med sine holdkammerater og mesterskabet er vores alles. Jeg ser ikke fjernsyn, for så ville jeg ikke have noget liv. Folk snakker meget om mig uden at kende mig og der bliver sagt en masse, som om jeg var kriminel. Jeg er ingen helgen, men jeg er heller ikke djævlen, som mange vil gøre mig til. Jeg bryder mig ikke om det, for jeg har en familie, en mor og en søn og de skal ikke se mig omtalt på den måde.
Zinedine Zidane:
- Man kan ikke se det, men indvendig er jeg vildt glad, 38 runder og til sidst det sværeste og smukkeste mesterskab, den spanske liga er det smukkeste for mig og at vinde det med denne kamp er utroligt, jeg er meget glad. Det var meget vigtigt, for det var længe siden sidst. Det er alle spillernes fortjeneste, for de har kæmpet og beskeden til dem har været, at de alle er vigtige og det har været nøglen til succes. LaLiga er det vigtigste, jeg har ingen ord til at beskrive min glæde, jeg har lyst til at rejse mig og danse, men jeg skal nok lade være.
Sergio Ramos:
- Stabiliteten har været fundamental og at spille hver kamp, som var det den sidste. Vores koncentration og intensitet har givet os et overtag, når vi har haft behov for det. Det er meget fortjent, på trods af at vi først hjemtager det på sidste spilledag. Det er verdens stærkeste liga og vi er blevet presset af Barcelona, Sevilla og Atlético Madrid.
Emilio Butragueño:
- Vi har kæmpet for det, vi har spillet finale hver 3. dag og det er hårdt. Real Madrid fortjente titlen, men vi måtte vente til det sidste. Jeg vil gerne lykønske holdet og trænerstaben. Zidane har fået det bedste ud af hver enkelt og det er en træners mission. Vi er meget tilfredse med ham. Det er klart. Han har klaret enhver situation på mesterlig vis. Han har skabt en god atmosfære og fået alle til at føle sig vigtige. Alle spillere har været på et meget højt niveau og Cristiano Ronaldo har haft en eventyrlig afslutning, han er altid afgørende, men i de seneste kampe har han scoret mange mål.
Ignacio Camacho, Málaga:
- Det er svært at møde et hold, som kan vinde mesterskabet. De vandt over os med få midler og scorede på deres få chancer. De har været de mest regulære og vi må lykønske dem med mesterskabet. Vi ville gerne slutte af på en ordenligt måde og så tænke frem mod næste sæson.
Casemiro:
- Cristiano Ronaldos statistikker taler for sig selv. Han er en utrolig vigtig spiller, man bemærker at han er klar og man må lykønske ham. Marcelo klippede Keylor Navas´ hår, sådan som han havde lovet. Hvis Real Madrid vinder CL, så lader jeg også mit hår falde. Alle har gjort et stort stykke arbejde. Truppen er fokuseret og vi må lykønske alle.
Raphaël Varane:
- Det er aldrig let at vinde et mesterskab. Men det er en sejr for hele holdet og for alle dem, som omgiver truppen. Vi har et rigtig godt hold. Alle står til disposition. Hver gang man spiller, giver man alt for holdkammeraterne. Vi kan vinde i Cardiff. Det bliver ikke nemt, men vi kan gøre det. Jeg er meget glad for at kunne fortsætte på den måde. Jeg nyder hvert minut med mine holdkammerater og i denne klub. Vi vil fortsætte med at vinde titler.
Marcelo:
- Vi skal være stolte af hele holdet, af hele den tekniske stab, for at vinde LaLiga er meget svært. Mange har ønsket, at vi ikke vandt. Det har kostet os at vinde siden den første kamp. Vores mål er altid at vinde alle titler. Vi skal være stolte af vores sæson, men der mangler fortsat to uger. Denne titel er til tilhængerne.
Luka Modric:
- Vi fortjente dette mesterskab. Det er utroligt. Til sidst var det anstrengelserne og arbejdet værd. Endelig vandt jeg et mesterskab. Jeg er glad. Det har været et utroligt år og der mangler fortsat en finale og det skal vi afslutte på bedste vis.
Michel, Málaga-træner:
- Jeg tænker på nutiden og vi kan ikke være utilfredse, for det har været 2½ intense måneder. Vi kom i en situation, hvor holdets fremtid var usikker og vi sluttede godt af. Jeg vil ikke bruge så meget som et sekund på at retfærdiggøre holdets indsats mod Real Madrid. Dem, der snakker om det, er ikke tæt på fodbold. Vi gik ikke på banen for at forære nogen noget og det vil jeg slet ikke diskutere. Mine spillere var meget ærlige og det vil jeg gerne lykønske dem for. Real Madrid er et kompakt hold med kvaliteter i alle rækker og med mesterholds-karakter. Jeg har lykønsket Zidane med hans præstation, for Real Madrid er en meget svær klub at træne.
