Mens vi venter: 3 hurtige til redaktionen
Det er svært at fordrive ventetiden til en stor finale. Madridista.dk-redaktionen vil dog gerne hjælpe lidt. Derfor har vi endnu engang svaret kort og præcist på nogle simple spørgsmål. Vi fortsætter gerne debatten på forum efterfølgende.
Sæsonens Madrid-spiller?
Christian Hansen: Carvajal. En absolut gennembrudssæson og selvom Danilo med tiden fandt sit niveau, var Real Madrid to forskellige hold med og uden vores back-duo i denne sæson, hvorfor Marcelo også skal nævnes.
Daniel Nielsen: Toni Kroos. Æstetisk formidabel, fremragende bindeled og en løbevillighed ud over det sædvanlige. Han er undervurderet blandt mange madridistas, men min sæsonens spiller!
Jesper Hansen: Nacho. Han har bare fungeret fantastisk i forsvaret og leveret stabilt over hele sæsonen. Det er vel ikke urimeligt at sige, at han reelt har overhalet Varane, selv om franskmanden nok er i det centrale forsvar i CL-finalen.
Christian Sand Clausen: Ramos. Han har måske ikke været den aller-aller-bedste, men den aller-vigtigste. Han har været indkapslingen af, hvorfor Real vandt titlen. Fightervilje.
Anders Sørud Madsen: Marcelo. Han er bare blevet bedre og bedre gennem sæsonen og lægger konstant nye dimensioner til positionen venstre back.
Morten Dalby: Marcelo. Ingen anden back i verden kan lægge det tryk, Marcelo gør egenhændigt.
Dejan Obretkovic: Et svært valg, men jeg går med Isco. Til trods for at han flere gange er blevet nedprioriteret, har han formået at træde til og løfte sit niveau til det kampafgørende.
Sæsonens mest mindeværdige La Liga-øjeblik?
Christian Hansen: Sergio Ramos på Nou Camp. Vigtigt og på mange måder definerende for holdets tro på tingene i en svær periode.
Daniel Nielsen: Individuelt: Ramos' mange sene hovedstødsscoringer, hvor særligt det afgørende hovedstødsmål mod Deportivo står klart i erindringen. Som hold: 0-3 kampen på Vicente Calderón. En komplet fremragende kamp.
Jesper Hansen: Det bliver ikke et øjeblik, men sæsonen har været mindeværdig på den måde, at Zidane har lykkedes med at bringe så mange spillere i kamp uden at det er gået ud over kvaliteten eller resultaterne.
Christian Sand Clausen: Discofest mod Deportivo. Jeg tror ikke, jeg har set bedre præstation af en enkelt spiller siden.... Discofesten mod Gijon 11 dage tidligere.
Anders Sørud Madsen: 0-3 på Calderon. Der viste både spillere og Zidane, hvordan det hele gik op i en højere taktisk og spillemæssig enhed. Vi viste vi havde et (sammen)hold
Morten Dalby: Ramos hovedstød på Camp Nou.
Dejan Obretkovic: El Clásico på Camp Nou. Holdet spillede flot som en enhed og hentede på uforglemmelig vis et afgørende point i de døende minutter, da Sergio Ramos steg til vejrs.
Hvem er det vigtigst at få købt?
Christian Hansen: Mbappe. Morata kan blive god, men Mbappe kan blive legendarisk.
Daniel Nielsen: Et offensivt alternativ. Jeg går med Mbappé. Han SKAL gafles, før en anden europæisk parentes sætter kløerne i ham.
Jesper Hansen: Mbappé. Så ung, så moden, så fantastisk. Han vil kunne gå ind på holdet og levere fra dag 1 uden at ødelægge hierakiet.
Christian Sand Clausen: Har større behov for at sælge visse spillere, end købe visse spillere, men De Gea er selvfølgelig naturgivent. Med god offensiv og god defensiv bliver vi også mestre næste sæson.
Anders Sørud Madsen: Kan man lave en byttehandel med United om Bale den ene vej og De Gea den anden, så står den øverst på min ønskeseddel.
Morten Dalby: Mbappé. Han ville passe perfekt ind i vores spillestil, og er tilbøjelig til at arbejde for holdet. Man kunne pege på Hazard, men Asensio har gjort det til UG.
Dejan Obretkovic: Mbappe. Det er angrebet der skal forstærkes og det kan Mbappe i mange år fremover.
