Modric: "Zidane havde regnet Juventus ud"
Modric var selvfølgelig en af de helt store oplevelser i Champions League finalen. Særligt i 2. halvleg trådte kroaten i karakter og var direkte medvirkende til noget af det bedste fodbold, Real Madrid har spillet, hele sæsonen. Selv sagde han,
"Når Real Madrid spiller sådan her, så er der ingen, der kan slå os!"
Klasseforskellen mellem de to hold kom til udtryk i de sidste 45 minutter, hvor flere af spillerne gav Zidane kreditten for en motiverende pausetale.
Interessant er det, at flere eksperter har haft sine tvivl om Zidanes egentlige taktiske evner, men Modric forklarer, at det ikke var tilfældigt, at Real Madrid kunne score så mange mål mod verdens bedste defensiv.
"Zidane havde regnet Juventus' svaghed ud. De er verdens bedste til at forsvare mod indlæg, men ikke når bolden spilles fladt. Hele ugen op til kampen øvede vi tilbagespilninger i feltet." Netop dette gav pote ved begge Ronaldos mål, hvor Carvajal og Modric selv stod for assists fra siden af feltet med hårde flade indlæg mod verdens bedste afslutter.
