Mbappé mødes med Monaco
Det er helt sikkert hverken første eller sidste gang vi skriver en nyhed om Kylian Mbappé denne sommer. Franskmanden ligner det mest oplagte bud på Florentino Perez' næste Galactico.
Ifølge franske L'Equipe skal Mbappés agent her til eftermiddag mødes med AS Monaco for at finde en løsning på, hvad fremtiden skal byde på for angriberen, der i denne sæson har nettet hele 26 gange.
Selvom Mbappés kontrakt først udløber i 2019 har Monaco forberedt en betydelig kontraktforbedring til deres unge stjerne, men flere topklubber, herunder særligt Real Madrid, ønsker også kometens underskrift.
En af løsningerne kan blive, at Real Madrid henter Mbappé og efterfølgende lejer ham ud til Monaco i den kommende sæson, men dette afhænger også af, om Manchester United får held med deres forsøg på at hente Alvaro Morata til det engelske.
