Afsluttende forhandlinger om Morata
Real Madrid og Manchester United har genoptaget forhandlingerne om Álvaro Morata, som har været sat lidt på stand-by på grund af angriberens bryllup sidste weekend og det synes tæt på, at man når til enighed om en handel.
Manchester United har angiveligt afgivet et tilbud på 70 millioner € for den 24-årige spanske landsholds-angriber, men Real Madrid ønsker fortsat i omegnen af 80-90 millioner € og man argumenterer for den høje pris ved at fastholde, at Morata er en fast del af det spanske landshold, at han er ung og har hele karrieren foran sig, samt at markedspriserne generelt er høje på angribere på det niveau.
Álvaro Morata kommer da også fra en sæson med 20 mål i 43 kampe, hvor han dog har været indskifter i mange af dem og har leveret varen med mål, for faktisk scorer han i snit hvert 94. minut.
Den spanske angriber er fortsat fuldt fokuseret på at blive genforenet med José Mourinho.
