Masser af rekorder og milepæle på vejen mod titler

Real Madrid er verdens stærkeste hold netop nu. Er man i tvivl om den kendsgerning, kan man blot tage et kig på holdets præstationer i sidste sæson, hvor man vandt både mesterskab og Champions League.

Undervejs spillede man 40 kampe uden nederlag fra april 2016 til januar 2017 og satte dermed ny spansk rekord. Samtidig har man i den netop overståede sæson scoret i samtlige kampe og da man sæsonen før også havde en stime af kampe med scoringer er holdet aktuelt på 65 kampe med scoringer. Ydermere nåede 20 ud af 21 markspillere at score i den forgangne sæson. Kun Coentrao kom ikke på måltavlen.

På vejen mod CL-triumfen i Cardiff slog Real Madrid sin egen rekord med antal kampe i træk uden nederlag. Man nåede således 15 kampe, inden Atlético Madrid vandt 2-1 i returkampen i semifinalen. Og samtidig nåede man 36 CL-scoringer i sæsonen, hvilket er næstbedst i historien.

På vejen mod det 33. mesterskab nåede Real Madrid 106 scoringer og det var ottende sæson i træk, at Real Madrid scorede mere end 100 mål, hvilket ingen andre hold har præsteret. Heraf blev de 58 scoret på udebane og det er der heller ingen hold, som har præsteret. De 15 udesejre var samtidig Real Madrids næstbedste præstation.

Seneste artikler...