Interview med Sergio Ramos
Sergio Ramos: målet er at gøre Real Madrids historie endnu større
På mandag skal træningstøj findes frem og fodboldstøvler endnu engang snøres, når spillertruppen atter samles på træningsbanerne i Valdebebas, for at forberede sig på den kommende sæson.
Forud venter nye udfordringer. Udfordringer som Sergio Ramos i et interview har talt med MARCA om, og den karismatiske kaptajn lader da også til, allerede at have kommet sig oven på en sæson, der endte med at blive historisk for Real Madrid og historisk for fodbolden.
Men Los Blancos bliver aldrig trætte af at vinde, ej heller anføreren fra Andalusien, hvis ambitioner og drømme ingen grænser kender.
Hvordan føles det at løfte en pokal med så mange personer, som har knoklet for at vinde den?
- Det er selvfølgelig en meget glædelig gevinst af al den anstrengelse og opofrelse det indebærer, både på et personligt og kollektivt plan. Men når jeg løfter pokalen, husker jeg alt det arbejde, og fansene over hele verden, som overdynger os med kærlighed. For mig er det et privilegie at være anfører.
Hvem fortrækker du? ’Finale-Sergio Ramos’ eller den Sergio Ramos, som i dårlige stunder - indtil sidste sekund - støtter og motiverer sine holdkammerater?
- Mål giver glæde og imponerer måske publikum, men som forsvarer er min primære funktion at yde sikkerhed og ro i forsvaret, og det fortrækker jeg. Hvis jeg derefter kan bidrage med vigtige mål i finaler, er det fint. Mange tror at jeg ender med at score hovedstødsmål i finaler, og det er sket før, men det betyder ikke at det sker hver gang.
Er det skørt at forestille sig, at du vinder Ballon d’Or?
- Det kommer an på forskellige ting. Jeg bliver først nødt til at vide, hvad de vurderer vinderen på. De seneste år har det kun handlet om Leo og Cristiano, men eksempelvis Cannavaro, som var min makker, har også vundet den. Det ser man ikke som skørt. Jeg har opnået en masse i min karriere som er meget, meget godt, men hvis de overrækker mig en Ballon d’Or ville det være historisk.
Du får nye spillere som Vallejo og Theo omkring dig i forsvaret. Dét at spille og lære ved din side, er for dem en god grund til at være i Real Madrid. Kan du lide den del rollen som anfører?
- Da jeg kom til klubben skulle jeg lære fra de unge veteraner som Raul og Iker, og Cannavaro, som jeg lærte noget af hver dag. Jeg vil forsøge at gøre deres tilvænning så god som mulig. Vallejo kender allerede klubben, Theo kender den måske mindre, men vi vil prøve at tilvænne dem og nå det bedst mulige niveau fra første øjeblik.
Var Cannavaro et forbillede for dig, på samme måde som du er for Vallejo og Theo?
- I min tid så jeg mest op til Ronaldo Nazario, Raúl og Iker. Og Roberto Carlos og Salgado.
Hvad er målet for den kommende sæson?
- At fortsætte med at skabe historie. Derfor skal vi til at glemme lidt af hvad vi opnåede i sidste sæson, hvilket for mig er nøglen til succes; at nulstille og vende tilbage med den samme ambition. Jeg har været her i mange år, men jeg har mere gejst, end fra første dag, til at spille, vinde og bære trøjen i verdens bedste klub. Hvert år er man nødt til at nulstille, og starte med ny motivation. Vi startede sidste sæson med en vindermentalitet. Udfordringen er altid at overgå, det man opnåede i den foregående sæson. Vi skabte historie, men vores intention og mål er, at gøre denne klubs historie endnu større.
Hvad tænker du om Cristiano Ronaldos og Moratas situation?
- Det er personlige situationer, og jeg kan ikke tilføje meget mere. Det eneste jeg kan sige er, at jeg nyder at være med de bedste, og de er fantastiske spillere. Forhåbentligt er de med os mange år endnu, men måske leder de efter en udvej, så vi må vente og se.
Hvordan ser du Zidane og Florentino?
- De er to meget vigtige personer i dette projekt. Det er fantastisk, når tingene bliver gjort godt, ikke bare af spillerne, men også af træneren og af personerne på direktionsgangene.
Havde du regnet med, at en af din karrieres bedste øjeblikke ville ske i en alder af 31?
- Det ved jeg ikke. Det er sandt at jeg netop har oplevet et af de bedste år i min karriere, men jeg vil virkelig gerne fortsat præstere på et højt niveau. Erfaringen giver dig noget, man som ung ikke har. Dog er ambitionerne de samme. Det er ikke vigtigt at sætte sig et mål, men derimod at være klar på, at alt er muligt og at du kan opnå det.
Hvor stammer din stærke personlighed fra?
- Jeg mener at det i bund og grund kommer fra ens opvækst. Min far har altid understreget hvordan han har opdraget mig, og derfor er jeg som jeg er. Hvis jeg som barn fik fortalt noget, jeg ikke brød mig om af træneren, sagde min far at jeg skulle tale med træneren, i stedet for at blive sur.
Som barn nød du at score mål. Tror du det har haft indflydelse på dit særlige forhold til målet?
- Ja. Jeg spillede altid i angrebet og efterlignede altid Ronaldos (red. Nazario) jubelscener. Det gør mig måske mere bekvem i offensive situationer, og det får mig måske også til at agere anderledes end andre forsvarere, der som unge ikke har spillet i angrebet.
Hvad udgør den store forskel ved hovedstød? Mavefornemmelse, fysisk styrke eller springet?
- Det er en meget god definition; det er en blanding af de ting. Udover træning skal man også have en god tilknytning til den som laver indlægget, om så det er Toni, Luka eller James. Håndbevægelsen blandet med fysisk styrke og træning gør hele forskellen. Ikke alle indlæg afsluttes med samme effektivitet, men det betyder blot at kontinuerligt arbejde er nødvendigt.
Oplever du en anden attitude fra modstanderne, når de forsvarer dig ved hjørnespark?
- Ja, måske har scoringerne givet mig særlig opmærksomhed, men det er usædvanligt at to eller tre dækker mig op. Det er kun en fordel for holdet, for jeg trækker modstanderne til mig, hvilket gør det nemmere for medspillere som Casemiro, der scorede mod Barcelona, eller Pepe, der scorede i ’el Derbi’. Vi drager alle fordel af det.
