Madridista.dks rangliste 16/17: 10-1
Her bringer vi så tredje og sidste del, som indeholder de 10 bedste spillere fra 16/17-sæsonen, og den bedste spiller i truppen, eller nærmere den spiller som brugerne værdsætter mest, vil altså også blive afsløret.
Udover det er der også blevet samlet et årets hold både for de forskellige turneringer men også samlet, som vil ligge i bunden af artiklen.
- Morata – 3,00
En spiller som for mange har været lidt svær at vurdere gennem denne sæson, også selvom han statistisk set har imponeret og indfriet alle forventningerne. Spillet på banen har bare ikke altid reflekteret de flotte tal, som Morata har fået skrabet sammen i løbet af sæsonen. Han har aldrig rigtig haft den flotteste teknik, ej heller et særlig godt øje for opspillet. Han har derimod en fightervilje og en målnæse fra øverste hylde, som gør ham til en kæmpe trussel hver eneste gang han bliver skiftet ind sent i kampen. For det er nemlig som indskifter han præsterer på sit højeste niveau, og det er da også her, at han har imponeret og opnået de høje karakterer. De gange hvor man har forsøgt sig med Morata på toppen som starter, har man ligeledes også undret sig over om det var den samme spiller, som den der gang efter gang sikrede vitale point efter indskiftning i 2. halvleg. Det er derfor også det, som han er blevet kritiseret for, og samtidig måske også det der kommer til at afholde ham fra nogensinde at blive fast starter for Zidanes tropper. Dét og så det faktum, at han måske vil søge nye græsgange til den kommende sæson.
La Liga: 3,09
Champions League: 3,11
Copa Del Rey: 2,38
Vigtige kampe: 3,12
Kampens spiller: 5
Månedens spiller: 1 (oktober)
- Mariano – 3,00
Meget spilletid blev det ikke til, men nogle få energiske indskiftninger her er der, har resulteret i en glimrende sæson fra Marianos side af i forhold til, at man ikke forventede sig så meget af den 23-årige angriber. De lave forventninger har sandsynligvis været grunden til hans forholdsvis høje karakterer, da han modsat andre ikke har skullet præstere på højeste niveau, for at få en karakter der matcher. Men man skal ikke tage noget fra ham, da han har gjort sin pligt og fuldført sin rolle til perfektion. Det blev dog også det sidste, vi får at se fra ham, da han i starten af måneden offentliggjorde sit skifte til Lyon, hvilket betyder at han fra næste sæson af vil være at finde i den franske liga, hvor han også vil få bedre plads til at udfolde sig, og for at vise det talent der utvivlsomt ligger gemt i ham.
La Liga: 2,94
Champions League: 2,30
Copa Del Rey: 3,24
Vigtige kampe: 3,20
Kampens spiller: 1
Månedens spiller: 0
- James – 3,01
James har haft endnu en sæson med en meget perifer rolle i truppen. Dette blev særligt bevist i Champions League finalen, hvor man ikke engang havde fundet plads til ham på bænken. De gange han fik chancen imponerede han ellers, og hans placering på denne liste vidner da også om, at han har spillet på et rimeligt niveau. Godt nok kom størstedelen af spilletiden enten som indskifter, eller mod de modstandere hvor man mente, man kunne spare spillere fra den foretrukne start 11’er, men selv med det in mente præsterede han på et ganske fornuftigt niveau. Den manglende tillid fra træneren endte også med at føre til et lejeophold, hvor Bayern München vil blive hans nye arbejdsgiver.
La Liga: 2,91
Champions League: 2,83
Copa Del Rey: 3,73
Vigtige kampe: 2,92
Kampens spiller: 2
Månedens spiller: 1 (januar)
- Modric – 3,03
Endnu en fantastisk sæson fra midtbane geniet. Modric spillede på sit vanlige høje niveau dog med et dyk i starten af året, hvor han ikke nåede helt op på det overmenneskelige niveau, som man plejer at se fra den lille kroat. Hans partnerskab med Kroos nåede nye højder denne sæson, og det bliver efterhånden svært at sammenligne dem med andre midtbanekonstellationer rundt omkring i Europa. Den kontrol og styring af spillet som Modric bidrager med, har været en af de mest afgørende faktorer for succesen og de vundne titler de seneste par år.
Han er ved at komme op i alderen, men som madridista kan man kun håbe på, at det ikke kommer til at påvirke hans spil alt for meget, for han er stadig en af de absolut vigtigste spillere på holdkortet. Med det sagt har Real Madrids midtbane en absurd bredde med flere kæmpe talenter, hvor især Kovacic ligner en spiller der kunne være klar til at tage over.
La Liga: 2,91
Champions League: 3,21
Copa Del Rey: 3,10
Vigtige kampe: 3,24
Kampens spiller: 2
Månedens spiller: 0
- Kroos – 3,05
Meget passende ligger Kroos side om side med Modric. Det er svært at beskrive den enes sæson uden at nævne den anden, og det vil det også blive her. Individuelt er de nemlig begge fantastiske, og har begge nogle egenskaber som gør dem unikke. Det er dog sammenspillet mellem de to og den interne fodboldforståelse, som har domineret selv de største modstandere i europæisk fodbold. Man kan finde utallige eksempler fra forrige sæson hvor især Champions League finalen mod Juventus demonstrerede deres overlegenhed.
Man kan sagtens argumentere for, at både Modric og Kroos burde ligge i toppen af denne rangliste, men det skal dog siges at de sidste pladser også er blevet udfyldt af spillere som i den grad har bevidst deres værd.
La Liga: 2,98
Champions League: 3,17
Copa Del Rey: 3,08
Vigtige kampe: 3,13
Kampens spiller: 1
Månedens spiller: 0
- Varane – 3,07
Man har længe talt om, hvordan Varane snart skulle have sin gennembrudssæson, og at han ikke kunne blive ved med at køre på talent prædikatet. Dette vil mange måske mene har været sæsonen, og har han da også vist, at han er en spiller som Real Madrid skal gøre alt for at holde fast på. Sammen med Vallejo kan de to danne en frygtindgydende duo de næste mange år.
Varanes høje placering på denne liste, og den meget fornemme karakter, skyldes i stor grad hans kontinuerligt høje niveau spredt over alle turneringerne. Udover dette har Varane også vist, at han er en spiller man kan sætte sin lid til i de store kampe, således er han den spiller i truppen med den højeste karakter i de vigtige kampe. Der har ellers været mange bejlere om den titel, så det skal ikke tages let på.
La Liga: 2,96
Champions League: 3,27
Copa Del Rey: 3,37
Vigtige kampe: 3,55
Kampens spiller: 2
Månedens spiller: 0
- Carvajal – 3,15
Carvajal har muligvis været den spiller der har været allermest konsekvent i sine præstationer. Han er også en af de mest fejlfri spillere, og det ses tydeligt, at når han er på banen, så er det i hvert fald ikke ned af hans side problemer opstår. Han har kamp efter kamp vist, hvorfor han burde betegnes som verdens bedste på sin position, også selvom mange gerne vil nævne Dani Alves i den sammenhæng. Efter den sæson Carvajal har haft, bliver det bare efterhånden useriøst.
Carvajal har præsteret over niveau i samtlige turneringer, og vil også, som en af de eneste, være på hver eneste af idealholdene som bliver præsenteret sidst i artiklen.
La Liga: 3,07
Champions League: 3,32
Copa Del Rey: 3,40
Vigtige kampe: 3,34
Kampens spiller: 3
Månedens spiller: 0
- Nacho – 3,15
I forhold til at man aldrig har haft de store forventninger til Nacho, så er det ekstremt imponerende, at han ender med at ligge i top 3 på denne rangliste. Hvis hele truppen er skadesfri, er han sågar ikke engang i den foretrukne start 11’er. Det har dog ikke været det store problem denne sæson, da han har fået rigeligt med spilletid, og har i store dele af sæsonen været backup på samtlige pladser i forsvaret. I starten følte man sig måske lidt usikker, når man så, at det var Nacho der trådte ud på grønsværen, men som sæsonen gik, blev man mere og mere sikker ved at se Nacho på holdkortet, og det endte endda med, at man foretrak Nacho i flere kampe.
En fantastisk udvikling som spanske altmuligmand har været igennem, og der er ingen tvivl om, at han vil blive mindst lige så hjælpsom i den kommende sæson.
La Liga: 3,09
Champions League: 3,23
Copa Del Rey: 3,50
Vigtige kampe: 3,20
Kampens spiller: 2
Månedens spiller: 1 (september)
- Kovacic – 3,16
Kovacic lå i førertrøjen i store dele af sæsonen, og lignede også en klar vinder, indtil en lille spanier kom og førte sig frem i løbet af foråret. Det gør dog ikke Kovacic’ sæson mindre beundringsværdig. Han viste blandt andet, at han var Modrics rette arvtager, og at han var klar til at løfte det pres som den hvide trøje unægteligt medfører. Hans spillestil er tilmed meget lig Modrics, hvilket selvfølgelig er forventeligt eftersom Modric altid har været hans store forbillede.
Kovacic kan meget nemt kommer til at virke som endnu en af de fantastiske talenter som Real Madrid efterhånden huserer. Tilkomsten af Ceballos har heller ikke gjort det nemmere for Kovacic, men uagtet Ceballos’ talent og evner, så fortjener Kovacic al den spilletid han får og mere til. Netop dette må og skal Zidane også indse til den kommende sæson, for Kovacic skal blive ved med at være reserve nr. 1 til de to centrale midtbanepladser.
La Liga: 3,14
Champions League: 3,30
Copa Del Rey: 2,98
Vigtige kampe: 3,03
Kampens spiller: 5
Månedens spiller: 1 (november)
- Isco – 3,25
Bliver vi for let påvirket af Iscos elegante vendinger, eller har han bare været uovertruffen i hans spil? Det er nok lidt en blanding, men hans indflydelse på holdet og det han bidrager med, skal man ikke undervurdere. Han har vist sig at være altafgørende i den sidste halvdel af sæsonen, og som led af en fire-mands midtbane har han fået præcis den rolle, som han længes efter og trives allerbedst i. Hans fodarbejde og evne til at arbejde i de små rum, har vist sig at være præcis hvad det til tider noget statiske Real Madrid angreb har manglet.
Isco kommer til at være en af verdens absolut bedste midtbanespillere de kommende mange sæsoner, og han kan allerede betragtes som en del af denne kategori, hvilket hans placering på denne liste også vidner om. Der er heller ingen tvivl om, at han er en af de spillere som man ser allermest frem til, løbe rundt på Bernabeus græstæppe den næste sæson. Jeg er fan.
La Liga: 3,36
Champions League: 3,37
Copa Del Rey: 3,10
Vigtige kampe: 3,54
Kampens spiller: 7
Månedens spiller: 2 (februar, april)
Herunder vil de forskellige turneringer, nu få tildelt hver deres idealopstilling på baggrund af spillerkaraktererne fra denne liste.
Copa del Rey:
La Liga:
Champions League:
Vigtige Kampe:
