Aubameyang kan blive angrebs-alternativ
Det står efterhånden klart for alle i og omkring Real Madrid, at klubben er på jagt efter en decideret frontangriber, efter salget af Morata til Chelsea i sidste uge.
I øjeblikket er alle transfersejl sat til for at få hevet Mbappé ombord, men går transferen i vasken har Real Madrid mulige alternativer i kikkerten.
En af dem er Dortmunds nuværende frontmand Pierre-Emerick Aubameyang, der allerede har luftet ønske om, at han gerne vil væk fra Ruhr-distriktet.
I øjeblikket er der ikke aktuelle forhandlinger mellem Dortmund og Real Madrid om den gabonesiske angriber, men han skulle være på listen på Bernabeu, såfremt købet af Kylian Mbappé skulle vise sig helt umuligt.
Selvom Aubameyang har ytret ønsket om at forlade Dortmund, har klubben ikke tænkt sig at lade ham gå helt billigt. Prisskiltet menes at ligge i omegnen af 70 millioner euro.
Pt. har angriberen fra Gabon tilbud fra Kina, men Aubameyang har udtalt, at han ikke ønsker at fortsætte i en mindre liga, men i stedet vil kæmpe med om de største trofæer. Endvidere har han ved tidligere lejligheder udtalt, at Real Madrid er hans drømmeklub.
Drømmen må vente lidt endnu, indtil Monaco og Mbappé er blevet enige om, hvad der skal ske i fremtiden. Det bliver allersenest afgjort, når tranfervinduet lukker natten til 1. september.
