Mateo Kovacic fortsætter ufortrødent
Mateo Kovacic er en af de spillere, som i løbet af sommeren har været meldt på vej væk, men den kroatiske midtbanespiller har ingen intentioner om at søge nye græsgange i bestræbelserne på mere spilletid.
I stedet leverer han varen, når han er på banen, som senest mod Barcelona, hvor han reducerede til 1-2 på en flot afslutning og i det hele taget leverede en overbevisende indsats.
Selv om Zidane råder over midtbanefolk som Casemiro, Llorente, Modric, Kroos og Ceballos, samt også mere offensive spillere som Lucas Vázquez, Isco og Asensio, er der ingen planer om at skille sig af med den dygtige kroatiske midtbane-spiller, som ellers menes at have lukrative tilbud fra blandt andre Tottenham.
Forventningen er da også, at Mateo Kovacic vil få mange chancer i løbet af den forestående sæson, hvor Real Madrid skal spille mange kampe.
