Real Madrid har aldrig smidt en føring på 3-0
I Real Madrid forsøger man desperat at få dæmpet forventningerne til næste uges kamp mod Galatasaray, som alle betragter som en formsag, der skal overståes og så er man i semifinalen.
José Mourinho bad på gårsdagens pressemøde, at man viste Galatasaray lidt mere respekt og at man skulle gå ind til kampen i Istanbul med samme koncentration som i går.
Men også historisk set står Real Madrid med mere end det ene ben i semifinalen, for man har nemlig aldrig før sat en føring på 3-0 over styr.
Syv gange før er Real Madrid gået ind til returkampen med en føring på 3-0, senest i sæsonen 1993/94, hvor Lugano i Pokalvindernes turnering blev slået med 3-0 på Estadio Santiago Bernabéu og schweizerne måtte også se sig slået hjemme med 1-3.
I Champions League/mesterholdenes turnering, har Real Madrid aldrig prøvet at forsvare en føring på 3-0.
