Levante nedlagt uden dikkedarer
Real Madrid havde lørdag aften besøg af Levante til et opgør, som for hjemmeholdets vedkommende kom til at fungere som optakt for tirsdagens returopgør i Champions League mod Galatasaray. Og det er et Real Madrid-hold, som forstår at økonomisere med kræfterne, for selv om man kom bagud i dag, så brugte man ikke mere en allerhøjst nødvendigt for at få vendt resultatet til en samlet sejr på 5-1.
Selv om Real Madrid er sikker på videre avancement efter sejren på 3-0, havde José Mourinho alligevel sparet en del af de spillere, som må forventes at få en vigtig rolle i Istanbul, heriblandt Varane, Khedira, Özil, Di María og Cristiano Ronaldo.
Det var dog stadig et særdeles slagkraftigt mandskab og derfor var der heller ikke nogen undskyldning for ikke at hente tre points. Og José Mourinhos tropper tog da også téten fra kampens start, men trods tilløb til flere chancer, blev der ikke scoret fra Real Madrids side.
Og det havde da også været stik mod den beklagelige tradition, som man synes har indfundet sig på Estadio Santiago Bernabéu i Liga BBVA-sammenhæng, nemlig at man skal bagud for at komme i gang for alvor. Således også i aften, hvor Levante bragte sig i front efter en halv times spil, hvor Michel bragte udeholdet foran i en situation, hvor hans skud ramte Arbeloa og snød Diego López.
José Mourinho reagerede straks og sendte Cristiano Ronaldo til opvarmning. Og det virkede som om at spillerne på banen fandt ud af det, for de satte straks gang i sprudlende offensivt spil, som gav pote bare seks minutter senere, da Higuaín med intet mindre end et perlemål sendte udligningen ind på en fremragende flugter. En lækkerbisken.
Det blev fulgt op bare to minutter senere, da Real Madrid fik tilkendt et korrekt straffespark, som en veloplagt Kaká blev sat til at sparke og så var hjemmeholdet atter på rette vej. Sikkert sat ind.
Der blev ikke scoret mere i første halvleg og det var fuldt fortjent at Real Madrid kunne gå til pausen med den knebne føring.
José Mourinho var dog tilsyneladende ikke helt tilfreds, for fra anden halvlegs start kom Cristiano Ronaldo på banen i stedet for Callejón, som da heller ikke havde gjort det store væsen af sig.
Real Madrid fortsatte med at være spilstyrende og kom frem til flere gode forsøg, men alligevel var det tæt på at Levante fik udlignet efter 56 minutters spil, da Acquafresca sparkede tæt forbi den ene stolpe. Umiddelbart efter foretog Mourinho sin anden udskiftning, da Kaká blev taget ud til fordel for Ángel di María, men brasilianeren kan i store træk være tilfreds med sin præstation.
Det var et hjemmehold i fuld kontrol, som styrede kampen og kom frem til flere chancer, men man brugte på den anden side ikke unødige kræfter på opgøret, for så kunne man have maltrakteret Levante i uhørt grad. Man sad konstant med fornemmelsen af, at Real Madrid kunne finde et gear ekstra at tage i brug, hvis det skulle blive nødvendigt, men det blev det ikke denne aften.
Med et kvarter igen kom Mesut Özil på banen i stedet for Benzema, som havde ydet en fin arbejdsindsats, men fortsat mangler en smule skarphed.
På dette tidspunkt af referatet undrer du dig nok over, hvor Cristiano Ronaldos scoring bliver af, men bare rolig, den kommer her. Efter 83 minutters spil modtog han en aflevering fra Higuaín og helt fri foran mål var det en formsag for den uhyggeligt træfsikre portugiser at sende bolden i nettet.
Sæsonen igennem har Mesut Özil fodret Cristiano Ronaldo med målgivende afleveringer, men at det også kan gå den anden vej, viste de to med fire minutter igen, da Cristiano Ronaldo spillede bolden på tværs til tyskeren, som kunne glide bolden i mål.
Inden dommer Clos Gómez fik fløjtet af, ville Ángel di María da også være med i løjerne og han lagde op til Özils anden scoring i kampen og dermed fik tyskeren gjort sit til at lukke munden på de kritikere, som beskylder ham for at lave for få mål.
Kampfakta:
Real Madrid – Levante 5-1 (2-1)
0-1 Michel (30.)
1-1 Higuaín (36.)
2-1 Kaká (38., str.)
3-1 Cristiano Ronaldo (83.)
4-1 Özil (86.)
5-1 Özil (90.)
Tilskuere: 65.000
Dommer: Clos Gómez
Gule kort: Ramos (Real Madrid)
Røde kort: Ingen.
Real Madrids hold: Diego López, Arbeloa, Pepe, Ramos, Marcelo, Xabi Alonso, Modric, Callejón (Cristiano Ronaldo, 46. min.), Kaká (Di María, 57. min.), Benzema (Özil, 75. min.), Higuaín.
Levantes hold: unúa, Lell, Ballesteros, Vyntra, Juanfran, Diop, Iborra, Pedro Ríos (Valdo, 69. min.), Míchel (Barkero, 75. min.), Rubén, Acquafresca (El Zhar, 69. min.).
