Klopp; plausibel Mourinho-afløser
Mourinho menes at forlade Real Madrid til sommer, men spørgsmålet er: Hvem skal afløse den karismatiske portugiser? AS.com mener at vide, at Mourinhos tyske pendant, Jürgen Klopp, er kommet på listen over plausible alternativer til Mourinho, som i forvejen rummer Benitez, Ancelotti og overraskelsen, André Villas-Boas.
Klopps Dortmund har vist flotte takter i Bundesligaen de senere år, men vigtigere er, at resultaterne i europæisk sammenhæng også er ved at indfinde sig, hvilket vel sagtens er hovedårsagen til, at Real Madrid eftersigende er interesseret i den 45-årige tysker.
Klopp praktiserer offensiv charmerende fodbold. Der er visse paralleller i det spil, Dortmund leverer på banen, og det spil, Real Madrid under Mourinho, har leveret ditto, hvilket absolut ikke hæmmer et forestående samarbejde. Mourinho har dog en mere kynisk tilgang til det taktiske element i kampene, hvor Klopp stoler på sit system og sine spillere, hvilket i sidste ende har givet Dortmund store resultater og triumfer. Hurtig kontrafodbold, boldpres, offensive lækkerier og en solid defensiv er nogle af de elementer, som har karakteriseret Dortmund under Jürgen Klopps virke i klubben, ligesom holdet også er dygtige til at holde bolden i egne rækker.
Ulempen i dette puslespil er, at Klopp med sin tyske afstamning ikke mestrer det spanske sprog, hvorfor der kan opstå interne uoverensstemmelser og kommunikationsproblemer fra sidelinjen til banen, såfremt et samarbejde bliver aktuelt. Bortset fra det, er han en træner, som Real Madrid mangler på bænken; indlevende, store armbevægelser og følelserne er intakte i alle kampe, hvilket i sandhed er og skal være inkarnationen af en Real Madrid-træner.
