Store sikkerheds-foranstaltninger forud for Girona-kamp

Real Madrid har været nødt til at lave helt om på rutinerne forud for søndagens LaLiga-kamp mod oprykkerne fra Girona, som er hjemmehørende i det regional-fanatiske Catalonien.

 

Af to væsentlige årsager vil man ikke gøre brug af klubbens egen bus. For det første er den på spilletidspunktet på vej mod London, hvor den på onsdag skal bringe spillerne fra hotellet til Wembley Stadion. Og for det andet er truslen mod hovedstadens hold er nemlig så stor, at man ikke vil tage den sædvanlige tur i klub-bussen til Estadio Motilivi af frygt for at blive overdænget med sten og andet hærværks-skyts fra hjemmeholdets fans.

 

Real Madrid er i det hele taget meget sparsomme med informationer omkring rejseplanerne til Girona, fordi usikkerheden i området vurderes til at være særdeles alvorlig, idet man ikke på forhånd ved, om det bliver Cataloniens sikkerhedspoliti, Mossos, det nationale politi eller Guardia Civil, som skal stå for sikkerheden.

 

Ydermere er det ikke afklaret, om præsidenten for Generalitat de Catalunya og erklæret Girona-tilhænger Carles Puigdemont møder op til kampen, men en sådan chance for promovering lader man sjældent gå fra sig i Catalonien.

Seneste artikler...