Sikker sejr i sidste opgør på San Mamés
Real Madrid var søndag aften på besøg på San Mamés til mødet med de basiske løver fra Ath. Bilbao, som dog viste sig fra den tandløse side og måtte indkassere et nederlag på hele 0-3.
På trods af to afbudsramte mandskaber var der lagt op til et intenst opgør, som blev igangsat af en hurtig scoring fra Cristiano Ronaldo, som smækkede bolden ind bag Iraizoz på et flot frispark. Dermed var opgøret skudt i gang, men det blev ikke fulgt op med flot spil.
Derimod forfaldt begge hold til hårdt spil med mange frispark i en ikke særligt velspillet kamp, hvor det også var småt med målchancer. Hjemmeholdet kom dog til en af slagsen efter 16 minutters spil, hvor der blev dømt frispark mod Modric i en situation, hvor han fik bolden i hovedet, men dommeren mente angiveligt, at han havde haft hånd på bolden og derfor fik kroaten gult kort. På det efterfølgende frispark måtte Marcelo afværge.
Real Madrid ville dog også være med og omkring den halve time var Benzema tæt på at komme frem til Di Marías aflevering. Selvsamme Di María kom dog til afslutning kort før pausen, men denne gang tog træværket fra og i stedet kunne Bilbao være gået til pausen med uafgjort, men dommer Teixeira Vitienes faldt for Pepes sprællemands-tricks og så blev der dømt frispark mod Llorente, som ellers var alene med Diego López.
Mere skete der ikke i denne første halvleg og anden halvleg blev indledt med samme tendenser som i første med en masse frispark og meget lidt poleret spil, men Real Madrid viste dog størst farlighed, som for eksempel efter 53 minutters spil, da Marcelos indlæg fra en spids vinkel blev pareret ud til Benzema, som med et tørt hug satte Iraizoz på en prøve, men den baskiske målmand fik afværget.
Nogen velspillet kamp blev det dog aldrig og efter en times spil foretog Mourinho sin første udskiftning, da Di María blev taget ud og i stedet kom Callejón på banen.
Netop som der var udsigt til en langgaber, dukkede Cristiano Ronaldo op i straffesparksfeltet og headede bolden ind bag Iraizoz. Da var der spillet 68 minutter.
Dermed syntes kampen reelt afgjort og Mourinho valgte at give spilletid til Higuaín, som kom på banen i stedet for Benzema, som ikke havde gjort meget væsen af sig. Higuaín skulle da heller ikke bruge meget mere end et øjeblik før han selv havde bragt sig på måltavlen og så var sejren en kendsgerning. Oplægget kom – naturligvis – fra Cristiano Ronaldo.
Dermed var det også blevet fyraften for Cristiano Ronaldo, som gav plads til Álvaro Morata i kampen. Den unge Canterano fik dog ikke lejlighed til at udfolde potentialet i det sidste kvarters tid, hvor Real Madrid ikke havde så meget mere at bevise offensivt.
Defensivt havde Real Madrid heller ikke voldsomme problemer med at holde hjemmeholdets angribere fra oplagte målchancer og derfor fik Diego López en relativt stille aften i Bilbao.
Kampfakta:
Ath. Bilbao – Real Madrid 0-3 (0-1)
0-1 Cristiano Ronaldo (2.)
0-2 Cristiano Ronaldo (68.)
0-3 Higuaín (76.)
Tilskuere: 40.000
Dommer: Teixeira Vitienes.
Gule kort: Modric, Xabi Alonso (Real Madrid), Iturraspe, Toquero, Muniain (Ath. Bilbao)
Røde kort: Ingen.
Real Madrids hold: Diego López, Ramos, Pepe, Albiol, Marcelo, Khedira, Xabi Alonso, Cristiano Ronaldo (Morata, 78. min.), Modric, Di Maria (Callejón, 60. min.), Benzema (Higuaín, 70. min.)
Ath. Bilbaos hold: Iraizoz; Ramalho (Iraola, 70. min.), Ekiza, San José, Aurtenetxe; Iturraspe, Ander Herrera, Muniain (Moran, 82. min.); Susaeta, Llorente, Ibai (Toquero, 70. min.).
