Estadio Fernando Torres udvider tilskuer-kapacitet

Sådan fikser man lige en ekstra tribune i Fuenlabrada, når Real Madrid kommer på besøg.

Når Real Madrid i morgen træder ind på ydmyge Estadio Fernando Torres i Fuenlabrada bliver det med næsten en fordobling af tilskuerkapaciteten.

Det lille stadion fra 2011 har normalt plads til 4.700 tilskuere, men man har opsat en midlertidig tribune til den vigtige Copa del Rey-kamp mod mægtige Real Madrid, således at der vil være plads til 7.500 tilhængere.

Det kan give lidt kø-problemer forud for kampen, idet Estadio Fernando Torres kun har 6 indgange, som alle åbner halvanden time før kampen og under normale omstændigheder skal hver indgang altså lukke 14 personer ind i minuttet (Til sammenligning fik Estadio Santiago Bernabéu lukket 70.000 tilskuere ud i løbet af 8 minutter i forbindelse med bombetruslen i kampen mod Real Sociedad den 12. december 2004).

Også mediemæssigt gennemgår Estadio Fernando Torres store forandringer til morgendagens kamp, idet mere end 100 journalister har meldt deres ankomst og det er 10 gange så mange som til en normal kamp i La Segunda B.

Seneste artikler...