Morata fortryder skifte tilbage til Real Madrid
Álvaro Morata fortryder sit skifte retur til Real Madrid. Det fortæller han i et interview med La Gazzetta dello Sport:
- Jeg burde aldrig have forladt Juventus. Jeg vendte tilbage, fordi der var kontraktlige aftaler, som skulle respekteres. Men desillusionen var enorm, jeg vendte tilbage til udgangspunktet, da jeg rejste. De behandlede mig som den dreng jeg var, før mine to sæsoner i Italien.
Nu har Morata i stedet fundet lykken i Chelsea, med hvem han indledte forhandlinger allerede sidste forår, mens han fortsat var i Real Madrid:
- Jeg kom hertil, fordi der var en træner som Antonio Conte. Vi begyndte at snakke sammen sidste forår og det mundede så ud i, at jeg kom til London. Han er krævende, men får det bedste ud af spilleren. Man kan mærke, at han har været i en stor klub, først som spiller og siden som træner.
