Arbeloa: Cristiano Ronaldo er helt på højde med Di Stéfano

Álvaro Arbeloa har indstillet sin professionelle karriere, men er nu tilknyttet Real Madrid som kommentator på klubbens egen TV-station.

 

Der bliver dog også tid til interviews og i denne uge var Arbeloa på besøg hos Luján Arguelles i EFE Radio og her havde Real Madrid-legenden fundet de store gloser frem, da han skulle karakterisere Cristiano Ronaldo. Han sagde:

 

- Cristiano Ronaldo har markeret et før og et efter i Real Madrid på alle niveauer og det bringer ham på højde med Di Stéfano.

 

Arbeloa fik en fantastisk afsked med Real Madrids publikum i sin sidste kamp, hvor der var stående ovationer til spilleren og han har sin egen forklaring på, hvorfor han er så populær:

 

- Gennem de 7 år jeg var i Real Madrid var jeg altid tro mod klubben og jeg forsvarede mine holdkammerater, min træner og klubben. Jeg tror, at det var det, som folk gerne ville se. Man skal vide, hvornår man skal sige farvel, for det er ikke let og slet ikke i Real Madrid, som det var i mit tilfælde, men man skal vide at træffe afgørelsen og det er bedre at gøre det, når folk elsker dig og vil komme til at savne dig.

 

Efter tiden i Real Madrid skiftede Arbeloa til engelske West Ham og her tog tingene en afgørende drejning for ham i forhold til fodbold-fremtiden:

 

- Jeg havde altid sagt, at jeg ville spille til jeg var 40 år, fordi jeg kunne lide at træne og gøre mit absolut bedste. Jeg havde ikke haft mange skader og jeg mente, at min fysik kunne klare mange år i fodbold, men det var mit hoved, som sagde nej. Jeg kom til et punkt, hvor fodbolden ikke gav mig det, som det tidligere havde givet mig. Jeg så på fremtiden og jeg fandt ikke den samme passion for at træne.

Seneste artikler...