Optakt Real Madrid - Dortmund
Real Madrid skal i aften forsøge at vende et nederlag på 4-1 til samlet sejr over Dortmund.
Det sker på et forventningsfuldt Estadio Santiago Bernabéu, hvor tilhængerne i timevis før kampen har været med til at skabe en stemning, som i sidste ende gerne skulle ende med at blive en af de Noches inolvidables (uforglemmelige aftener), hvor Once Juanitos træder ind på banen og skaber en af de Grandes Remontadas!
Disse fraser er lystigt brugt i spansk presse siden det forsmædelige nederlag for blot en uge siden og i spillertruppen er der en tro på, at man godt kan vende resultatet, selv om man gjorde betingelserne mere end svære for sig selv, ved at tage alt for nonchalant på første opgør, hvor man på ingen måde viste den rette indstilling.
Det vil der ikke være plads til i aften, hvor man fra kampens start skal vise en hidtil uset aggressivitet og jagte de tyske spillere overalt på banen og aldrig give dem et sekunds ro.
Og det bliver da også med en offensiv indstilling, hvor Modric ligger på den centrale midtbane sammen med Xabi Alonso og de skal sammen støbe boldene til Di María, Özil, Cristiano Ronaldo og Higuaín, som ventes at starte inde på bekostning af Benzema.
Det bliver dog på ingen måde en overkommelig opgave for Real Madrid, for Madridista.dk havde ganske ret i antagelsen om, at Dortmund var den næstsværeste modstander at trække i semifinalerne og man er oppe mod en taktisk klog modstander, som er hyperfarlige på kontra-angreb, som tyskerne alt andet lige vil få en del af i aften, hvor Real Madrid er tvunget frem på banen for at lave minimum tre mål. Træner Jürgen Klopp har alle mand til disposition og Dortmund kan gå på banen med den selvtillid det giver at være det eneste tilbageværende hold, som endnu ikke har tabt i dette års turnering.
Samtidig ydede man en rigtig flot indsats ved det sidste indbyrdes møde på Estadio Santiago Bernabéu i det indledende gruppespil og det giver naturligvis tysk tro på en finaleplads mod Bayern München.
Real Madrids forventede hold: Diego López, Essien, Ramos, Varane, Coentrao, Modric, Xabi Alonso, Özil, Di María, Cristiano Ronaldo, Higuaín.
Dortmunds forventede hold: Weidenfeller, Piszczek, Subotic, Hummels, Schmelzer, Bender, Gündogan, Blaszczykowski, Götze, Reus, Lewandowski.
