Mourinho holdt pressemøde

José Mourinho havde igen i dag fornøjelsen af at møde spansk presse forud for morgendagens kamp mod Málaga og der var nok at snakke om.

Selvfølgelig var Iker Casillas igen hovedemnet og José Mourinho blev bedt om at forholde sig til Pepes opportunistiske forsvar af den spanske landsholds-målmand, men om det sagde The Special One:

- Det er meget let at analysere det med Pepe. Hans problem har et navn og det er Raphael Varane. Herfra er der ikke mere historie. Jeg snakker kun om Pepe, fordi I har bedt mig snakke om ham. Man skal ikke være en særligt intelligent person, det er nok at være en normal person som mig, for at forstå, at Pepe snakkede i frustration. Det er ikke let for en 31-årig at blive overhalet af en dreng på 19 år. Og det er en fantastisk dreng. Jeg har haft det mod at sætte en dreng på holdet. Det er meget simpelt. Problemet er meget simpelt. Pepes liv har ændret sig. Han var fast mand og det er han ikke mere. Det er en af mine få afgørelser, som ikke bliver diskuteret offentligt. For alle mine afgørelser bliver diskuteret offentligt. Jeg forstår udmærket Pepes frustration, som er kommet til udtryk i de ord, han har sagt. Tingene er meget klare. Jeg har ingen problemer med ham. Jeg forstår, at det ikke er en let situation, men jeg er nødt til i det mindste at være ærlig og jeg tror, at det er meget få mennesker, som ikke mener at Real Madrids fremtid er Varane og Sergio Ramos.

Om Iker Casillas var han også meget klar i spyttet:

- Min besked er så I kan forstå det: Jeg er fodboldtræner, man ansatte mig for at være træner. En træner har beføjelser, blandt andet at vælge hvem der spiller. Jeg slår ikke plat og krone om det. Jeg tænker over det, diskuterer det, analyserer det, studerer mine afgørelser i mange timer, ser kampe, forsøger at afgøre tingene i overensstemmelse med mit hoved. Jeg kan bedre lide Diego López som målmand end Iker Casillas. Det er ikke en personlig afgørelse. Jeg ønsker en målmand, som spiller godt med fødderne, som dominerer luftrummet og som er et fænomen mellem stængerne. Mens jeg er træner for Real Madrid, vil Diego López spille under normale omstændigheder. Det er simpelt. Jeg accepterer, at der er folk, som siger at jeg ikke har forstand på fodbold. Respektér en træner for at afgøre, at Diego López spiller. Det er min afgørelse. Hvorfor spiller Nacho? Fordi jeg godt kan lide ham og han er inde i en udvikling. Varane spiller, fordi han ifølge mig er Real Madrids fremtid sammen med Sergio Ramos.

Han blev også spurgt om han havde tænkt sig at sige op efter CL-nederlaget til Dortmund. Til det sagde han:

- Nej. Jeg har planlagt at fortsætte. For at ingen skal være i tvivl, ønsker jeg at sige, at jeg vil tjene min løn indtil den sidste dag, jeg arbejder i Real Madrid. Jeg ønsker ikke så meget som en euro mere.

Dermed lagde han også låg på spekulationerne om, at han forsøger at fremtvinge en fyring af ham for at få fingrene i den store klausul, der er i hans kontrakt.

Seneste artikler...