Espanyol vil hente Raúl de Tomás
Espanyol har gennem flere måneder haft Raúl de Tomás i søgelyset som angrebs-emne til den kommende sæson.
Han er i øjeblikket udlejet til Rayo Vallecano i den næstbedste række og her har den 23-årige angriber lavet 24 mål og 4 assists i 30 kampe, hvilket har bragt rygter frem om, at han i den kommende sæson skal afløse Borja Mayoral i Real Madrid.
I første omgang får De Tomás dog nok lov til at komme med i Real Madrids optakts-program i løbet af sommeren, hvorefter man vil tage endelig stilling til hans fremtid, men i hovedstaden ser man med positive øjne på en aftale med Espanyol, hvor man tidligere har haft stor succes med at sende sine spillere hen. Her tænkes især på Marco Asensio, Lucas Vázquez og Kiko Casilla.
Raúl de Tomás har været gennem Real Madrids ungdoms-system, men har i de sidste sæsoner været udlejet til forskellige spanske klubber.
