Værste Benzema-sæson i Real Madrid

Den netop afsluttede La Liga-sæson har været forfærdelig generelt, for Real Madrid, men i særdeleshed for vores franske angriber, Karim Benzema. Real Madrids 9'er slutter sæsonen med den dårligste målstatistik i karrieren, siden skiftet til Real Madrid i 2009. Kun fem mål i 32 kampe blev det til for franskmanden.

I hans første sæson som Real Madrid-spiller, scorede Benzema otte mål i 27 kampe, men lidt efter lidt, forbedrede han sin målstatistik, og har næsten hvert år sluttet på andenpladsen på den interne topscorerliste, kun overgået af målmaskinen, Cristiano Ronaldo. I sæsonen 2010/2011, scorede Benzema 15 mål i 33 kampe, spillede flere gode kampe, og man kunne så småt begynde at se hvorfor man havde hentet ham for €35 millioner i Lyon.

Benzema havde også stor andel i den efterfølgende rekordsæson, hvor man vandt mesterskabet, blev de første til at nå 100 point, og scorede hele 121 mål, hvor Benzema stod for 21 af dem.

Sæsonerne efter scorede han henholdsvis 11, 17, 15 og 24 mål, men sidste år gik det ned af bakke, hvor han sluttede sæsonen med 11 mål i ligaen, overgået af sin direkte konkurrent, Alvaro Morata, som scorede 15 mål i betydeligt færre kampe.

Der er ingen tvivl om at La Liga aldrig har været Karims favoritturnering, men han har trods alt spillet på et tilfredsstillende niveau i størstedelen af sine første otte sæsoner hos Real Madrid, men vi kan vist hurtigt blive enige om at præstationerne i år ikke har været acceptable, og derfor bliver der også spekuleret alvorligt i at hente en erstatning til den franske 9'er i Real Madrid denne sommer.

Seneste artikler...