Madridista.dk varmer op til Champions League-finalen; Sprællemandsduellen på målstregen, del 1

Det er dette fine stykke sølvtøj Real Madrid skal forsøge at vinde for tredje år i streg.

Madridista.dk vil i denne lille serie i fem dele forsøge at kaste et blik på styrkeforholdet mellem Real Madrid og Liverpool, der tørner sammen i Champions League-finalen lørdag d. 26. maj.

Vi starter del 1 i serien ud med at kigge på de to holds respektive defensiv, hvor de to målmænd og de otte forsvarsspillere, som vi regner med, kommer til at starte i slaget i Kiev, kommer under vores kyndige, og forhåbentlig, objektive lup.

Jürgen Klopp har roteret en smule på målmandsposten i store dele af sæsonen. Således har Simon Mignolet og Loris Karius splittet spilletiden i Premier League mellem sig med 19 kampe hver. Sidstnævnte har dog været den tyske cheftræners foretrukne valg i Champions League-sammenhæng med 12 kampe, hvorfor der ingen tvivl er om, at han også vælger Karius til at vogte buret i finalen.

Karius har i sine 12 Champions League-kampe i indeværende sæson lukket 13 mål ind og holdt buret rent i seks af disse. For hele sæsonen hedder statistikken 32 kampe, 28 mål lukket ind (0,875 mål pr. kamp) og hele 16 clean sheets. I snit disker Karius op 2,11 redninger pr. mål (19 redninger i alt) i Champions League og 1,85 redninger pr. mål (24 redninger i alt) i sine 19 kampe i Premier League. Karius minder en del om Keylor Navas i sin tilgang til målmandsspillet. Således er tyskeren udstyret med gode reflekser, hvilket gør ham god på stregen. På den anden side er han ikke komfortabel i duellerne i feltet og ynder at bokse bolden væk, ligesom han nødvendigvis heller ikke er den bedste med bolden på fødderne.

Keylor Navas har spillet ti af Real Madrids 12 Champions League-kampe. I disse har costaricaneren lukket 12 mål ind og kun formået at holde buret rent i to tilfælde. For hele sæsonen hedder statistikken 43 kampe, 48 mål lukket ind (1,12 mål pr. kamp) og 11 clean sheets. Der hersker ingen tvivl om, at Navas er blandt verdens bedste målmænd på stregen, hvilket han gentagende gange har givet prøver på i indeværende sæson. Costaricaneren snitter 2,56 redninger pr. mål (23 redninger i alt) i Champions League og 2,36 redninger (66 redninger i alt) i sine 27 kampe i La Liga. I kender i forvejen til Navas’ plusser og minusser, så dem vil vi ikke bruge en masse tid på at remse op. Bid dog mærke i Navas’ spil med fødderne, der er blevet markant bedre i indeværende sæson. Særligt costaricanerens lange præcise udspark i forbindelse med hurtige igangsætninger er en fornøjelse at se på.

Der er lagt op til en spændende målmandsduel, hvor det meget vel kan blive den altafgørende internationale erfaring, der tipper fordelen i hænderne på Real Madrids costaricanske sprællemand. Det er således 76 landskampe og 35 Champions League-kampe her i blandt to finaler, der møder 12 Champions League-kampe og landsholdserfaring fra ungdomsfodbold.

Keylor Navas – 4 stjerner

Loris Karius – 3 stjerner

Kilder: transfermarkt.com, whoscored.com og squawka.com

Seneste artikler...