Størst succes med trænere uden erfaring

Der var dybe panderynker hos Florentino Pérez, da han sidste torsdag havde indkaldt til pressemøde for at fortælle, at Zinedine Zidane havde valgt at opsige sin stilling.

Med 9 titler på 2½ år er det da også mere end svært at finde afløseren for Zidane, men Florentino Pérez gør måske klogt i at søge en profil, der minder om den franske mestertræner.

For gennem klubbens historie er de trænere, som har haft størst succes nemlig dem, som er kommet til klubben uden den store træner-erfaring, men med en fantastisk håndtering af spillertruppen og med flotte fodbold-karrierer i Real Madrid.

Det gør sig gældende for de fire mest vindende trænere i Real Madrids historie, nemlig Miguel Muñoz (14 titler), Zidane (9 titler), Luis Molowny (8 titler) og Vicente del Bosque (7 titler).

Miguel Muñoz var træner for Real Madrids filial-hold, Plus Ultra, da han blev indkaldt for at afløse Manuel Fleitas. Han var 37 år gammel, men han fik hurtigt skabt et hold og var i klubben i 16 år, hvor han vandt 14 titler, heriblandt 9 spanske mesterskaber og to Mesterholds-titler.

Zinedine Zidane……..præsentation er næsten ikke nødvendig, men han blev indsat som afløser for Rafa Benítez i januar 2016 og bare fem måneder senere vandt han Champions League med Real Madrid. Året efter vandt han 5 ud af 6 mulige titler og igen Champions League, som han også sluttede denne sæson af med og dermed står han bag den største klub-præstation i fodbold-historien til dato.

Luis Molowny vandt 8 titler med Real Madrid og er især husket for sit fabelagtige arbejde i spillertruppen og han spillede 11 sæsoner i klubben inden han blev træner.

Vicente del Bosque spillede også 11 sæsoner i klubben, inden han blev træner og han nåede at vinde 2 CL-titler, 2 spanske mesterskaber, 1 VM for klubhold, 1 spansk Super Cup og 1 europæisk Super Cup.

De fire trænere står altså bag 38 titler til sammen og det giver måske en tro på, at man ikke behøver en højt profileret og rutineret træner for at videreføre succesen i klubben.

Seneste artikler...