Stimen er brudt efter 4.949 dage

Real Madrid og Atlético Madrid mødtes fredag aften til et smukt El Derbi, som var rammen om årets Copa del Rey-finale på Estadio Santiago Bernabéu.

Før kampen var det 4.949 dage siden, at Atlético Madrid hentede sin seneste sejr over Real Madrid, da man på netop Estadio Santiago Bernabéu vandt med 1-3. Det skete den 30. oktober 1999. Og derved bliver det, for de rød/hvid-stribede fra Manzenares-floden hentede sejren efter forlænget spilletid.

Real Madrid fik den bedste start på kampen og fik presset Atlético Madrid tilbage på banen og efter 13 minutters spil, blev det første nådesstød sat ind, da Cristiano Ronaldo – hvem andre – kom højest til et hovedstød og fik headet bolden ind bag Courtois.

Og det var fuldt fortjent, men scoringen betød lidt overraskende at Atlético Madrid kom bedre med i kampen og overtog mere af boldbesiddelsen, men det førte ikke til nogle klare målchancer til Diego Simeones tropper.

Den kom dog efter 35 minutters spil efter et forsvars-koks hos Real Madrid, som pludselig gav plads til Diego Costa og i fri position kunne han sende bolden forbi en sagesløs Diego López og i nettet via stolpen. Og så vendte kampen igen og Real Madrid overtog mere af styringen og man kunne være gået til pausen med en føring på 2-1, hvis ikke Mesut Özils flotte afslutning havde ramt stolpen tre minutter før tid, men det blev ved 1-1.

Det var de samme 22 spillere fra anden halvlegs start, men med Real Madrid i téten, men Atlético Madrid var bestemt med i kampen, som levede mere på høj intensitet end egentlig smukt spil, men efter en times spil var der dømt skydetelt foran Courtous´ mål, hvor Real Madrid fik flere chancer for at bringe sig foran, da først Benzema ramte stolpen og på den efterfølgende ripost måtte en Atlético-forsvarer redde på stregen.

Men på dette tidspunkt af kampen virkede det som om, at Real Madrid havde et gear mere at give af og man fik lagt et tungt pres på Atlético Madrid, som levede på sine kontra-angreb, der bestemt ikke var ufarlige.

At Real Madrid ikke var venner med træværket denne aften, fik man et bevis for efter 69 minutters spil, da Benzema fik fremtvunget et frispark lige uden for straffesparks-feltet, som Cristiano Ronaldo naturligvis tog sig af, men hans flade skud ramte stolpen.

Det trak ud med udskiftninger på begge hold og for Real Madrids vedkommende blev det Aitor Karanka, der skulle stå for dem i det sidste kvarter, idet José Mourinho blev udvist fra bænken for at brokke sig over en dommerkendelse. Lidt bizart i betragtning af Diego Simeones opførsel kampen igennem på Atlético Madrids bænk.

Da dommeren fløjtede for sidste gang i den ordinære spilletid, var der fortsat ikke foretaget udskiftninger på de to hold, men til gengæld havde Aitor Karanka fået lidt at spekulere over, for hele fem spillere havde fået en advarsel, heriblandt Cristiano Ronaldo, som virkede overtændt.

Til den forlængede spilletid kom Higuaín, Di María og Arbeloa på banen i stedet for Benzema, Modric og Coentrao, mens Diego Simeone lod vente på sine indskiftninger. Dem havde han tilsyneladende heller ikke brug for. Atlético Madrid lagde nemlig bedst ud og kom frem til to gode chancer ved Diego Costa, men i første omgang reddede Diego López og efterfølgende måtte Essien redde kastanjerne ud af ilden, men på det efterfølgende hjørnespark måtte de give fortabt, da Miranda steg til vejrs og headede bolden i nettet.

At Real Madrid ikke fik udlignet seks minutter senere, skyldes udelukkende en fabelagtig redning fra Courtois, som parerede et skud fra tæt hold fra Higuaín, men Real Madrid måtte ud til den anden halvleg af den forlængede spilletid med visheden om, at man skulle score.

Den scoring lå lige for fødderne af Mesut Özil efter blot fire minutters spil, men hvordan Courtois fik reddet den bold, skal man have forhørt sig om hos de højere magter.

Dem fik en ikke altid heldig dommer Clos Gómez brug for et par øjeblikke senere, da han skulle forsøge at få ro på gemytterne efter udvisningen af Cristiano Ronaldo, som blev sparket ned bagfra og i samme moment sparkede ud efter Atlético Madrid-spilleren. Det førte naturligvis til rødt kort til portugiseren, men hvordan Gabi kunne undgå at ryge samme vej, kan man passe spørge de selvsamme højere magter om.

Udvisningen førte til en del tumult mellem de to udskiftningsbænke og Courtois blev også lagt ned i sit straffesparks-felt af en genstand kastet fra Ultras Sur-enden.

Balladen førte til fem minutters tillægstid, hvor Gabi fik den udvisning, som han havde lænet sig op ad, men han nåede knap ud af banen, før Clos Gómez fløjtede af og dermed er stimen på 4.949 dage brudt og Real Madrids sæson uden titler en kendsgerning.

Kampfakta:
Real Madrid – Atlético Madrid 1-2 (1-1)
1-0 Cristiano Ronaldo (13.)
1-1 Diego Costa (35.)
1-2 Miranda (98.)
Tilskuere: 85.000

Dommer: Clos Gómez

Gule kort: Turan, Costa, Koke, Gabi (Atl. Madrid.), Coentrao, Khedira, Özil, Ramos, Cristiano Ronaldo, Essien, Di María (Real Madrid)
Røde kort: Cristiano Ronaldo (Real Madrid), Gabi (Atlético Madrid)

Real Madrids hold: Diego López; Essien, Albiol, Sergio Ramos, Coentrao (Arbeloa, 91. min.); Xabi Alonso, Khedira, Modric (Di María, 91. min.); Özil, Cristiano Ronaldo, Benzema (Higuaín, 91. min.)

Atlético Madrids hold: Courtois; Juanfran, Miranda, Godín, Filipe; Mario Suárez, Gabi; Koke (Raúl García, 112. min.), Arda Turan (Rodríguez, 110. min.); Diego Costa (Adrián, 106. min.), Falcao

Seneste artikler...