Sergio Diaz kan være på vej til sydamerikansk fodbold - Corinthians og Huracán viser interesse i angriberen
Sergio Diaz er ikke længere i Real Madrids planer.
Castillas paraguayanske angriber, Sergio Diaz, ligger i forhandlinger om et skifte til den brasilianske storklub Corinthians. Angriberen er efter sigende ikke længere en del af Real Madrids fremtidige planer, hvilket skyldes en kombination af skader og manglede præstationer på banen.
Brasilianernes interesse bliver bekræftet af det brasilianske medie GloboEsporte.com og ifølge det spanske medie Mundo Deportivo har Corinthians fulgt Diaz' situation i Real Madrid i længere tid.
Der er i første omgang tale om en lejeaftale, hvis parterne når til enighed, men denne kan blive af permanent karakter, hvis angriberen får mere held i sprøjten end tilfældet har været hos såvel Castilla som Lugo.
Diaz har siddet ude med en skade de seneste syv måneder, som han pådrog sig kort inde i sit lejeophold i sidste sæson med Lugo.
Atlético Huracán er også en af Diaz' bejlere
Den argentinske klub Atlético Huracán er også interesseret i at hente Castillas 20-årige paraguayanske angriber på en lejeaftale for den kommende sæson.
Det skriver det spanske medie elbernabeu.com, der videre hævder, at informationerne stammer fra flere argentinske kilder.
Atlético Huracán sætter sin lid til klubbens træner, Gustavo Alfaro, der efter sigende har næse for at tiltrække store unge talenter, hvorfor den argentinske klub håber, at han kan spille den afgørende rolle i forhandlingerne og dermed snyde Corinthians i kampen om Diaz' underskrift.
