Vinícius Jr. i spil til Real Madrid Castillas playoff-kampe
Vinícius Júnior startede sæsonen 2018/19 ud på Real Madrids reservehold, Real Madrid Castilla, der hurtigt blev en unfair kamp for brasilianerens defensive modstandere, hvilket da også skabte en vis utilfredshed blandt cheferne i Segunda División B's respektive klubber.
- Turneringen bliver undergravet af tilstedeværelsen af bestemte spillere af en vis topklasse, lød det blandt andet fra Felipe Llamazares fra Cultural Leonesa.
Vinícius Júnior havde på dette tidspunkt scoret fire mål i fem kampe og allerede vist sig alt for god til en tilværelse i den tredje bedste spanske fodboldrække, hvorfor han kort efter fyringen af Julen Lopetegui blev hevet op i førsteholdstruppen med Santiago Solari i spidsen.
Grunden til, at Real Madrid Castilla principielt set kan gøre brug af Vinícius Júnior i deres playoff-kampe er, at han officielt står listet som en Castilla-spiller og dermed blot er registreret som en reservespiller på Real Madrids førstehold, hvorfor han, ifølge det spanske fodboldforbunds regler, frit kan hoppe mellem A og B-holdet.
Og så opfylder han ligeledes alderskravene, der foreskriver, at ovennævnte regler kun gælder for spillere under 23 år.
Det eneste lille malurt i bægeret for Real Madrid Castilla er, at klubbens playoff-kampe falder sammen med, at Tite (Brasiliens landstræner, red.) udtager sin trup til Copa Ámerica, hvor Vinícius Júnior, trods en længere skadesperiode, stadig er i spil til en af de offensive pladser i truppen.
Hvis 'Vini' bliver udtaget, har han ikke mulighed for at hjælpe sine gamle holdkammerater i kampen om oprykning til den næstbedste spanske fodboldrække, da Real Madrids Castillas kampe kommer til at falde sammen med Brasiliens forberedelser frem mod turneringen.
De respektive klubber, der har kvalificeret sig til playoffs, i den tredje bedste spanske fodboldrække håber formentlig på, at Tite udtager Vinícius Júnior, så de kan blive fri for "bestemte spillere af en vis topklasse".
