Real Madrid Castilla smed føring i El Clásico

LATASA 9

Real Madrid Castilla smed en føring på 0-2 ude over Barcelona i filial-holdenes El Clásico og måtte nøjes med 2-2 i en kamp, som blev overværet af 4579 tilskuere.

Mange af hjemmeholdets tilskuere var måske kommet for at se den række af spillere, som i de seneste måneder har været en fast del af Barcelonas førstehold. Det var dog Real Madrid Castillas store angriber, Latasa, som stjal billedet med to scoringer; en i hver halvleg.

Først fulgte han op på en afslutning og overlistede Tenas i Barcelona-målet og i anden halvleg udnyttede han sin højde til at heade Raúls tropper foran. Og det lignede længe en sejr, men 20 minutter før tid fik Matheus Cunha reduceret og langt inde i dommerens tillægstid lykkedes det indskiftede Escobar at sikre en uafgjort.

Real Madrid fik Pablo Ramón udvist kort før tid ved stillingen 1-2.

Real Madrid Castillas hold: Fuidias; Marvin (Martín, 64’), Santos, Marín (Carrillo, 30’), Pablo Ramón, Peter (Edgar, 76’); Dotor, Blanco, Morante (Aranda, 76’); Arribas og Latasa.

 
 
 

Seneste artikler...

Annonce