Ny sejr til Real Madrid Castilla
Real Madrid Castilla har fået nyt liv med den nye træner, José Manuel Díaz, og i weekenden fik man den tredje sejr i de seneste fire opgør, da Las Palmas på eget græs blev slået med 0-2.
Der var på forhånd lagt op til en svær kamp på Gran Canaria, men Castilla-holdet viste stor moral fra start og efter et kvarter kom første scoring efter et skud fra Quini, som via hjemmeholdets Aythami Artiles strøg i nettet.
Las Palmas havde dog ikke til hensigt at give op og man kæmpede ihærdigt for at komme tilbage, men Real Madrid Castilla holdt føringen i pausen og otte minutter inde i anden halvleg scorede Lucas så til 0-2, hvorefter det var en formsag at køre sejren hjem.
Real Madrid Castilla er fortsat sidst, men nu er der for alvor kontakt til de øvrige bundhold i Liga Adelante.
