Castilla tabte stort til tophold
Det er efterhånden svært for Castilla at komme i nærheden af oprykningsspil i denne sæson, efter man søndag tabte med hele 4-1 til den øjeblikkelige andenplads i tabellen, Villarreal B.
Castilla kom ellers foran efter elleve minutter på et mål af Carlos Dotor, der kunne sparke bolden i kassen, efter Juanmi Latasa havde ramt overlæggeren forinden. Det medførte en god periode for Raúls mandskab, og Dotor var også tæt på at lægge op til et mål fra Sergio Arribas, der desværre ikke fik sparket bolden i kassen. Mens Castilla sad godt på spillet, dummede målmand Toni Fuidias sig med en clearing til Villarreal-spilleren Pacheco, der kunne udligne efter 21 minutters spil.
Resten af kampen er der ikke meget at skrive hjem om for Castilla. Villarreal-spilleren Forés fik scoret efter både 39 og 69 minutters spil, mens Leal indimellem også fik sparket bolden i kassen, og dermed måtte Castilla tage hjemad med en lille snitter i bagagen.
Med tre kampe tilbage er man i behørig afstand fra nedrykningsstregen med en afstand på syv point, men omvendt er der fem point op til pladserne, der giver play off-spil til oprykning. Dermed ser det ud til at Castilla ender på en grå midterplacering efter at have flirtet med både væsentligt bedre og dårligere scenarier i løbet af sæsonen.
Castillas hold: Fuidias, Santos (Theo, 71’), Gila, Marín, Ramón (Morante, 83’), Blanco, Martín (Marvin, 54’), Arribas, Dotor (Gudjohnsen, 83’), Peter (Jaume, 71’) og Latasa.