Pablo forstærker Real Madrid Castilla

Pablo Felipe Teixeira trænede for første gang med sine nye holdkammerater i Real Madrid Castilla i går og dermed er den 21-årige brasilianske angriber klar til at få debut for holdet.

Pablo, som han blot bliver kaldt i brasiliansk fodbold, kommer på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen og Real Madrid har aftalt en forkøbs-ret med hans nuværende klub, Figueirense, som han hjalp til oprykning i den forgangne sæson, hvor han scorede otte mål.

Pablo er et relativt ubeskrevet blad i Brasilien, men han går for at være en hurtig og arbejdsom spiller, som også er meget målfarlig og det er præcis hvad Real Madrid Castilla har brug for, hvis man skal sikre sig overlevelse i Liga Adelante, hvor holdet i øjeblikket er placeret som næstsidst.

Aftalen med Pablo ventes ikke at blive den sidste af sydamerikansk art. Real Madrid har netop udvidet sit scouting-arbejde i Sydamerika og forventningen er, at man kan finde flere store talenter og lokke dem til Europa.

Seneste artikler...