Real Madrids Youth League-kampprogram fastlagt

Ganske som det er tilfældet med seniorholdet, skal Real Madrid Juveníl (U19) også spille deres pendant til Champions League i denne sæson, når de møder Marseille, Kairat, Juventus, Liverpool, Olympiakos og Manchester City i UEFA Youth Leagues gruppespil.

Real Madrid-drengenes kampprogram ser således ud:

16/9, kl. 16.00: Real Madrid – Marseille
30/9, kl. 12.00: Kairat Almaty – Real Madrid
22/10, kl. 16.00: Real Madrid – Juventus
4/11, kl. 15.00: Liverpool – Real Madrid
26/11, kl. 16.00 eller 17.00: Olympiakos – Real Madrid (Kamptidspunktet er ikke endeligt fastlagt)
10/12, kl. 16.00: Real Madrid – Manchester City

That's it. Det var nyheden – hér følger forklaringerne:

Hvis du sidder og tænker: "Hmmm... Dét kampprogram ser bekendt ud – og så alligevel ikke helt!" så er der en god grund til det.

Der er nemlig ingen selvstændig lodtrækning til Youth League-gruppespillet, som blot følger Champions Leagues sceneshow, og kampene i ungdomsturneringens ligafase følger ligeledes samme program som seniorkampene – dog med en væsentlig forskel:

I Youth League spiller hvert hold kun seks kampe i gruppespillet – dels for at gøre plænlægningen nemmere for klubbernes akademier, hvor spillerne også skal passe deres uddannelser ved siden af sporten, dels for ikke at overbelaste de unge talenter, der oftest ikke er fuldt udvoksede endnu.

I praksis tilpasses kampprogrammet ved, at man simpelthen bare fjerner de sidste to gruppespilskampe i forhold til seniorholdenes program, hvilket kunne give anledning til rynkede bryn når man samtidig ved, at modstandernes seedning ingen indflydelse har på seniorholdenes kamprækkefølge; der er altså ingen regel, der garanterer en 'sværheds-balance' i kampprogrammet.

Derfor kan et Champions League-holds kampprogram lige så godt slutte med de to sværeste kampe som med de to nemmeste – og disse kampe falder altså helt bort for samme klubbers Youth League-hold.

Dette er dog ikke tilfældet i denne sæson, hvor eksempelvis Barcelona, Liverpool, Bayern München og Manchester City dog slutter med to 'nemmere' kampe mod én modstander fra 3. og én fra 4. seedningslag, mens eksempelvis Arsenal, Sporting, Marseille og Benfica slutter med 'sværere' kampe mod ét hold fra 1. og ét fra 2. lag.

I sidste sæson sluttede finale-udraderede Inters gruppespilsprogram dog med deres to 'pot 4-kampe' mod hhv. Sparta Prag og Monaco, så pointen er reel nok!

At Inters Primavera-hold så toppede Youth League-gruppespillet i 2024/25 med seks sejre i sine seks kampe er en anden sag, men det illustrerer dog, at selvom justeringen i denne sæson måske ikke en fordel for Real Madrid Juveníl på papiret, da man 'mister' en hjemmekamp mod Monaco (4. CL-seedningslag) og 'kun' undgår en udekamp mod Benfica (2. lag) som følge af U19-turneringsopbygningen, er Champions League- seedningerne ikke nødvendigvis et pålideligt pejlemærke.

Virkeligheden er jo, at man naturligvis ikke bare kan sætte lighedstegn mellem holdenes indbyrdes styrkeforhold på senior- og U19-niveau – f.eks. grundet forskellene på klubbernes økonomiske muligheder – hvor eksempelvis de portugisiske 'rekord-mestre' igennem mange år har leveret gentagne eksempler på, at deres akademi, Benfica Campus, er én af verdens allerbedste talentfabrikker – og på mange parametre også bedre end Real Madrids eget La Fábrica!

De 22 bedst placerede hold efter Youth League-gruppespillets seks spillerunder går videre til februars 1/16-finaler, hvor nummer 1-6 møder nummer 22-17, mens nummer 7-16 møder 10 hold, der har kvalificeret sig til knockout-fasen uden om gruppespillet, via den såkaldte 'Mesterrute'.
Mesterruten tæller i år 50 klubber, der er nationale ungdomsmestre eller -vicemestre på U19-, U18-, eller U17-niveau (i praksis vil det oftest være U19, men det er op til det nationale fodboldforbund,) og som ikke allerede er kvalificeret til Youth League gennem seniorholdets deltagelse i Champions League.
Mesterrute-deltagerne spiller to eller tre knockout-dobbeltopgør (klubberne fra de bedst UEFA-rangerede forbund sidder over i første runde) om de 10 pladser i 1/16-finalerne, hvor de får hjemmebanefordel mod nummer 7-16 fra gruppespillet, og ikke kan trække en modstander fra eget land.
Herefter følger en traditionel knockout-turnering, hvor alle opgør – ligesom 1/16-finalerne – spilles bedst af én kamp, og der er semifinaler og finale 17.-20. april.

Seneste artikler...