Castilla hentede 5. hjemmesejr på stribe

Castilla kom tilbage på sporet efter et 3-0-nederlag i seneste spillerunde med en 2-1-sejr denne weekend på hjemmebane imod Barakaldo, der ligger og konkurrerer med Álvaro Arbeloas mandskab oppe blandt toppladserne.

 

Det var en kamp, hvor Castilla allerede tidligt i kampen viste tænder med et forsøg fra Yáñez efter tre minutter, men i løbet af kampen var der også bud efter keeper Fran González, der gjorde det fortrinligt med at holde sit hold inde i kampen. Castilla var dog trods alt det mest dominerende mandskab i første halvleg, og kort før pausen lykkedes man da også med at få bolden i nettet, da Ginés sendte en smuk bold til Palacios, der kunne bringe Castilla foran med 1-0 efter 44 minutter.

I anden halvleg gik der blot seks minutter, før Barakoldo fik udlignet på en flad afslutning under González, og kort efter var de ovenikøbet tæt på at bringe sig foran, men denne gang var Castilla-keeperen vaks ved havelågen.

1-1 stod det altså længe, men Castilla endte med at trække det længste strå, da Thiago Pitarch, der også var involveret i 1-0-målet, fandt David Jiménez, der kunne bringe sit holdt på 2-1. Og resultatet holdt hjem, selvom man fik vist hele to røde kort efter det 90. minut til Mesonero og Leiva, ligesom Fran González i målet ikke fik lov at hvile på laurbærrene i de døende minutter.

Men 2-1 blev det altså, og dermed har Castilla vundet fem hjemmekampe på stribe. Med sejren ligger Castilla nummer fire i den tredjebedste spanske række, á point med nummer to og tre og med to point ned til nummer fem. Der er syv point op til nummer ét, og p.t. ligger man altså på en plads, der giver playoff til oprykning.

Castillas hold: Fran González, Jiménez, Joan Martínez, Valdepeñas, Serrano, Cestero, David (Mesonero, 63'), Thiago, Palacios (Lamini, 92), Yáñez (Leiva, 63'), Ginés (Fortuny, 80')

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...