Real Madrid Castilla storsejrede i topopgør
Real Madrid Castilla vandt i går topopgøret mod Celtas reserver med hele 5-1 hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano.
Celta kom ellers i front efter fem minutters spil, da Jacobo kom til at sende bolden i eget net efter et indlæg i højre side, men han skulle få lejlighed til at hævne sig senere i kampen.
Først udlignede Joan Martínez efter et hjørnespark, da han nåede foran Celtas forsvarere og flugtede bolden i mål. Da var der spillet 20 minutter.
Real Madrid Castilla kom foran lige inden pausen, da Liberto viste stor vilje og kæmpede videre, selv om han først var faldet på sin vej mod mål, men han var hurtigt oppe og fik tacklet bolden tilbage, hvorefter han resolut sendte den i nettet til pauseføring.
Anden halvleg var ikke mere end lige sat i gang, før Valdepeñas udnyttede en frispilning til at bringe Real Madrid Castilla foran og så var der ellers dømt Jacobo-show til de sidste to scoringer, som faldt med fire minutters mellemrum omkring en times spil.
Først fik han smart prikket bolden forbi en fremstormende Caio i Celta-målet, hvorefter det var en smal sag at sende bolden i nettet og kort efter vendte han rundt lige uden for straffesparksfeltet og omgivet af Celta-spillere sendte han køligt bolden i mål til slutresultatet 5-1.
Real Madrid Castilla: Mestre, D. Jiménez, Joan Martínez (Manu Serrano, 72’), Lamini, Valdepeñas (Rachad, 80’), Cestero, Cristian David, Roberto (Yáñez, 55’), Liberto (Diego Aguado, 56’), Pol Fortuny og Jacobo (Loren Zúñiga, 72’).
