Real Madrid Castilla gafler brasiliansk venstreback
Real Madrid Castilla er aktive på transfermarkedet denne sommer, hvilket skyldes flere ting; Zidanes indflydelse og holdets fæle sæson i fjor. Tidligere på ugen hentede Real Madrid Castilla således en - stor - finsk skikkelse til truppen, og i forgårs forstærkede man sig så yderligere.
Der er tale om den brasilianske venstreback, Abner Felipe Souza de Almeida, som blot bærer navnet "Abner" på sin spillertrøje. Han er allerede, qua sin position, hurtighed og offensive kvaliteter, spået til at blive den "nye Roberto Carlos".
Abner Felipe Souza de Almeida stod faktisk foran et skifte til Roma, efter U/17-VM sidste år, men en skade i korsbåndet i sit venstre knæ blev en stopklods for en fremtid i Serie A.
Den unge - kun 18 år - brasilianske venstreback er nu sin skade kvit og Real Madrid valgte derfor at handle hurtigt og holde andre potentielle købere fra fadet. I første omgang er han udset til at skulle forsætte sin fremadstormende udvikling på Real Madrid Castilla. Han er hentet i Coritiba.
