Hård straf til Zinedine Zidane
Det spanske fodboldforbund, RFEF, har i dag idømt Zinedine Zidane en karantæne-straf på tre måneder for at agere som cheftræner for Real Madrid Castilla, selv om han ikke har den nødvendige træner-licens.
Real Madrid har ellers officielt opført Zidane som assistent-træner for Santiago Sánchez, som også er blevet idømt samme karantænestraf for at have overladt sin trænerpost til franskmanden.
Real Madrid har med det samme anket dommen og man henholder sig til, at Zidane har en fransk træner-licens, som giver ham ret til at være førsteholds-træner på øverste niveau i Frankrig.
Real Madrids anke betyder, at straffen er sat på stand-by, indtil den endelige afgørelse falder, og dermed kan Zidane og Santiago Sánchez fortsat virke som trænere for Real Madrid Castilla, men såfremt dommen stadfæstes, står Real Madrid med et proglem, idet man ikke kan ansætte en træner udefra i de tre måneder.
