Ny sejr til Castilla og resultater fra La Fábrica
Real Madrid Castilla fortsætter de fine takter og også i fjerde spillerunde blev det til sejr, da Real Sociedad B blev slået med 2-1 hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano.
Som i de foregående kampe skulle Zidanes tropper dog bagud for at vågne op til dåd, men kort før pausen fik Borja Mayoral vist sit store potentiale, da han bragte balance i regnskabet efter Bautistas scoring for udeholdet.
I anden halvleg var Borja Mayoral igen på spil, da han fik presset Lapeña til at lave selvmål.
Real Madrid Juvenil A vandt 0-3 ude over Flecha Negra og fik dermed tredje sejr i lige så mange kampe. Rivero, Salto og Óscar scorede målene i kampen, hvor kinesiske Lin også fik debut.
Real Madrid Juvenil B vandt 5-0 ude over Las Rozas B. Fra bænken kunne Santiago Solari se Dani Gómez blive dobbelt målscorer, mens også Cedenilla, Ousama og Llario kom på måltavlen.
Real Madrid Juvenil C vandt 3-0 hjemme over Torrelodones efter scoringer fra Hugo, Alberto og Ismael.
