Mariano sikrede fjerde sejr i overtiden

Real Madrid Castilla kender fortsat kun til sejre efter at Luis Miguel Ramis er blevet ansat som træner.

I dag stod han i spidsen for holdet for fjerde gang og det blev til en sejr på 1-2 ude over Real Sociedad B; en sejr som dog først kom i hus i dommerens tillægstid.

Real Madrid Castilla fik ellers en drømmestart på opgøret med Febas´ scoring efter blot to minutters spil i en kamp, som ellers var blevet udskreget til at være særdeles svær, men efter scoringen overtog Ramis´ tropper styringen og tillod ikke Real Sociedad at komme nær Carlos Abads mål og dermed kunne holdene gå til pausen med den enlige scoring.

Det blev der ændret på i anden halvleg, hvor hjemmeholdet lagde væsentligt mere pres på Real Madrid Castilla, som da også måtte se Real Sociedad B udligne efter et kvarters spil.

Luis Miguel Ramis reagerede straks og i løbet af 10 minutter blev Jiménez, Mariano og Enzo sendt på banen og det vækkede holdet, som til sidst havde flere gode muligheder, men man var så småt begyndt at indstille sig på point-deling, da Mariano dukkede op og sikrede at de tre points kom med hjem til hovedstaden.

Seneste artikler...