Sådan er UCAM Murcia
Der venter Real Madrid Castilla to hårde kampe mod UCAM Murcia, når der spilles om oprykning til Liga Adelante fra den kommende weekend.
UCAM Murcia vandt Gruppe 4 i La Segunda B og det skete via en særdeles velorganiseret defensiv, som leder tankerne hen på Diego Simeones Atlético Madrid.
I den forgangne sæson har UCAM Murcia således kun tabt 5 kampe og i alt har man kun indkasseret 17 mål, hvilket taler sit tydelige sprog om den defensive organisation, som træner José María Salmerón har skabt.
Holdet scorer heller ikke mange mål. I hele sæsonen er det blevet til 46 mål og til sammenligning har Real Madrid Castillas to topscorere, Mariano og Mayoral scoret henholdsvis 25 og 15 mål. UCAM Murcias topscorere er Iván Aguilar med 11 mål, samt Pallarés og Góngora med 9 mål.
De fem nederlag i sæsonen kom mod Mérida, Recreativo, Real Murcia, Sevilla Atlético og Algeciras. Ingen af disse hold formåede at score mere end 1 mål mod dem og i løbet af sæsonen er Real Murcia (i den anden kamp) og San Roque de eneste, som har formået at lave mere end et mål i kampen mod holdet.
Real Madrid Castilla er derfor tvunget til at være særdeles disciplinerede i alt hvad de foretager sig i de to kampe, men de kan også se tilbage på en sæson, hvor de har været det hold i La Segunda B, som har hentet flest points og scoret flest mål. Man har nemlig hentet 80 points (UCAM Murcia hentede 77), mens man har scoret 72 mål.
