Storsejr til Real Madrid Castilla

 

Real Madrid Castilla hentede en ekstremt vigtig sejr hjemme på Estadio Alfredo di Stéfano i dag, da Córdoba blev sendt hjem med et nederlag på 4-0.

Det blev en munter eftermiddag i Madrid, hvor Jesé Rodríguez var i overdådigt spillehumør og efter et kvarters spil havde han smidt to mål ind bag Córdobas målmand og så var den kamp stort set afgjort. Første scoring kom på straffespark og her var der genvalg til Jesé, selv om han brændte hele to af slagsen i kampen mod Hércules, men denne gang var der ikke slinger i valsen.

Alberto Torils tropper var i total kontrol gennem hele opgøret og da Álvaro Morata også ville være med i målscoringen efter 27 minutters spil, havde man på fornemmelsen at en ren nedsabling var under opsejling.

Kampen mistede dog lidt intensitet i anden halvleg, uden at Real Madrid Castilla afgav styringen med kampen og derfor skulle man helt frem til ni minutter før tid for at få den næste scoring, som også blev sat ind af Álvaro Morata.

Med sejren fik Real Madrid Castilla skabt lidt luft i bundstriden.

Seneste artikler...