Overblik: Real Madrids VM-spillere indtil nu

Logo Realmadrid 010101

Hvis vi drister os til også at kalde Denzel Dumfries en Real Madrid-spiller, ligesom Marc Cururella, Bernardo Silva og Ibrahima Konaté – mens vi samtidig ser bort fra David Alaba, der har kontrakt seks dage endnu – så har Real Madrid 14 spillere med til VM. Her følger et kort overblik over deres turnering indtil nu, hvor vi netop har taget fat på tredje spillerunde.

Brasilien: Vinícius og Endrick
Grundet skader er hverken Rodrygo eller Militão med, men til gengæld har Vinícus haft lidt af en hovedrolle for brasserne indtil nu. Han spillede fuld tid i åbningskampen, der blev 1-1 imod Marokko, hvor netop Vinícius scorede Brasiliens mål – og et rigtig flot et af slagsen. I kamp nummer to slog man Haiti overbevisende med 3-0, hvor Vinícius lagde op til ét af Cunhas mål og også selv kom på måltavlen med en flad afslutning, der måske lidt heldigt strøg i mål. Altså to mål og én assist på den helt store scene for en spiller, der har underligt undervældende statistikker på landsholdet.

Det er til at få øje på, at Carlo Ancelotti er brasiliansk landstræner, fordi selvom Brasilien desperat manglede det vindende mål imod Marokko, sad Endrick hele kampen på bænken. Dog kom han ind og fik 26 minutter imod Haiti, hvor han også fik vist sig med et mål, der desværre blev underkendt for offside.

Marokko: Brahim
Også Brahim har spillet en fin turnering indtil nu. I hvert fald har han lagt op til begge Marokkos mål i 1-1-kampen mod Brasilien og 1-0-sejren over Skotland. Især var oplægget til Saibari imod Brasilien en rigtig lækkerbisken. I nat finder vi ud af, om Brasilien eller Marokko snupper førstepladsen i gruppen.

Tyrkiet: Arda Güler
Tyrkiet gik ind til VM som en bobler til at spille en stor turnering, men de har storskuffet med 2-0- og 1-0-nederlag til Australien og Paraguay, hvorfor de er endegyldigt ude. Güler spillede fuld tid i begge kampe, men trods 45 minutter med en mand i overtal imod Paraguay formåede hverken han eller resten af tyrkerne at få lagt bolden bare én gang i nettet.

Tyskland: Rüdiger
Rüdiger er tredjevalg til centerforsvaret for det tyske landshold, der har vundet begge deres kampe over Curacao og Elfenbenskysten. I den første kom han ind og fik 17 minutter, og senest kom han ind i pausen i stedet for Real Madrid-emnet Nico Schlotterbeck. På grund af Schlotterbecks skade kan Rüdiger formentlig se frem til at skulle blive fast starter i resten af turneringen fra nu af.

Holland: Dumfries
Dumfries har spillet fuld tid i begge Hollands kampe som regulær højreback. I 2-2-kampen imod Japan gjorden han intet positivt væsen af sig, men han var stærk i 5-1-sejren over Sverige, hvor han diskede op med to knivskarpe oplæg til Brobbey og Gakpo.

Belgien: Courtois
1-1 imod Egypten og 0-0 imod Iran er Belgiens uimponerende resultater. Courtois havde ikke meget at gøre på Egyptens flotte scoring, og belgierne skal nu kæmpe for at blive nummer to i gruppen, da Egypten formentlig snupper førstepladsen.

Spanien: Cucurella
Med fuld tid i begge Spaniens kampe har Real Madrid omsider en vigtig spansk landsholdsspiller i truppen. Cucurella var endda tæt på at score det ene af de fire mål i sejren over Saudi Arabien, men det endte med at blive takseret som et selvmål.

Uruguay: Valverde
Valverde har spillet fuld tid i begge Uruguays kampe, og endda med anførerbindet på armen helt uden at blive slået ned. Desværre har uruguayanerne skuffet med to uafgjorte imod Saudi Arabien og Cap Verde. Valverde har forsøgt sig en del gange på mål, men endnu uden succes.

Frankrig: Mbappé, Tchouaméni og Konaté
Mbappé har indtaget lidt af en VM-hovedrolle indtil nu med fire kasser og dermed en delt andenplads på topscorerlisten. Og ovenikøbet flere rigtig flotte mål. Det er også blevet til fuld tid i begge Frankrigs sejre. Tchouaméni spillede kun den første imod Senegal, da han imod Irak måtte afgive sin plads til Manu Koné fra Roma. Konaté har ikke fået spilletid.

Portugal: Bernardo Silva
Bernardo Silva har måske ikke fået den helt ønskede start på VM. Portugal lagde ud med 1-1 imod DR Congo, hvor Bernardo blev taget ud i pausen i forsøget på at skabe noget mere ravage med Conceicão. Og dernæst var han bænket i 5-0-sejren over Uzbekistian og kom først ind til det sidste kvarter, da den stod 4-0.

England: Bellingham
Bellingham var fremragende, da England lagde ud med at slå Kroatien med 4-2 i en kamp, hvor også Bellingham selv var blandt målscorerne. Det blev fulgt op med en 0-0-kamp imod Ghana med en tydeligt frustreret Bellingham på banen. 80 og 73 minutter er det blevet til.

Log-på for at kommentere

Seneste artikler...