AS: Real Madrid jagter Sergio Martínez i Racing Santander
Ifølge spanske AS har Real Madrid indledt kapløbet om at sikre sig Racing Santanders blot 19-årige midtbanespiller, Sergio Martínez, som er blevet et varmt navn blandt flere storklubber.
Han har haft lidt af en lynkarriere hos Racing Santander, hvor han for syv måneder siden spillede på Juvenil-holdet, men han nåede at spille 10 kampe på førsteholdet, hvor han var med til at sikre oprykning og i weekenden fik han så debut i den bedste spanske række. Og med manér.
Sergio Martínez scorede nemlig et pragtmål i kampen, som blot har fået interessen for den teknisk velfunderede spiller til at stige mere.
Med en frikøbsklausul på blot 3 millioner € er han overkommelig for de fleste klubber, men Real Madrid ønsker at lave en aftale, som tilgodeser alle tre parter og derfor vil man sandsynligvis være indstillet på at betale mere end frikøbsklausulen, som man har for vane at gøre, når man henter talenter i de andre spanske klubber.
Den første tanke hos Real Madrid har været at indlemme ham i Castilla-truppen, men den mulighed synes forpasset med Sergio Martínez´ indtog i den bedste spanske række og derfor kan det blive en mulighed at lade ham fortsætte udviklingen hos Racing Santander i denne sæson.

