Mourinho efter nederlag: Betis vandt i lotteriet
José Mourinho var skuffet efter Real Madrids første nederlag i sæsonen, men portugiseren bevarede roen. Han var dog ikke sen til at sende en stikpille i retning af Real Betis.
»Tillykke til Betis, som spillede for at få uafgjort, og så vandt de i lotteriet.«
Mourinho var samtidig klar i sin vurdering af Real Madrids præstation. Han mente, at holdet havde fortjent langt mere end det resultat, man endte med at tage fra Sevilla.
»Nogle gange taber man, og man ved ikke hvorfor. Nogle gange taber man, og man kan ikke forklare hvordan. Vi var meget dominerende. Vores centrale forsvarere var fremragende og havde fuldstændig kontrol. Vi skabte rigtig meget offensivt og havde masser af chancer.«
»Hvis kampen var endt uafgjort, var vi gået frustrerede fra banen, fordi vi havde gjort mere. Så forestil jer, hvordan det føles efter et nederlag.«
Mourinho ønskede ikke at forholde sig nærmere til de kontroversielle situationer i kampen, herunder Kylian Mbappés brændte straffespark og det annullerede mål fra Carlos Espí.
»Jeg har ikke set dem ordentligt. Jeg så dem heller ikke i omklædningsrummet, så jeg kan ikke kommentere på dem.«
Til gengæld havde han ros til Espí, der kom ind fra bænken og gjorde en forskel.
»Han kommer ind i 10-15 minutter og scorer et fantastisk mål, som måske er offside eller måske ikke. Men han er en vigtig spiller for os. Vi fik ikke point som følge af hans arbejde, men han gjorde sit arbejde godt. Han er en spiller med et stort potentiale, og han kommer til at blive endnu bedre.«
»Han er ydmyg, arbejdsom og vil gerne lære. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med ham.«
Mourinho blev også spurgt til beslutningen om at tage Arda Güler ud af kampen. Tyrkeren havde ifølge træneren været blandt Real Madrids bedste spillere, men Mourinho vurderede, at han var i fare for at blive udvist.
»Det var svært at tage Arda ud. Meget svært, fordi han spillede rigtig godt.«
Portugiseren benyttede samtidig lejligheden til at kritisere Betis-spillernes måde at håndtere kampen på.
»Betis-spillerne er på den måde klogere end Real Madrids spillere. Real Madrids spillere er rene og naive.«
Mourinho forklarede, at han især hentydede til forskellen i reaktionen på frispark og gule kort.
»Den første aktion i kampen var et klart gult kort til en spiller, som ramte Valverde. Et minut senere var der igen en situation, som burde give et gult kort efter en forseelse mod Vinicius.«
»Men Real Madrids spillere rejser sig med det samme. Betis-spillerne er klogere. Og med støtte fra et fantastisk hjemmepublikum, som presser og skubber på, kan man opnå den slags.«
Det var ifølge Mourinho også årsagen til, at han valgte at tage Güler ud.
»Jeg havde en fornemmelse af, at han var i en situation, hvor han var i fare. Derfor var jeg nødt til at tage ham ud. Det var svært, ja.«
Mourinho understregede samtidig, at hans kritik ikke var et forsøg på at forklare nederlaget med dommerens præstation.
»Jeg kan ikke lide at sige, at vi tabte på grund af et gult kort. Det gør jeg ikke.«
Han roste i stedet dommeren for at lade spillet flyde, selv om han ikke var tilfreds med kortlinjen i første halvleg.
»Jeg kan godt lide en dommer, der lader spillet fortsætte. Men kriteriet for de gule kort i første halvleg kunne jeg ikke lide. Betis gik til pause uden et eneste kort, mens den stakkels Arda, som bare kan spille fodbold, havde fået et gult kort.«
Mourinho fastholdt dog, at han ikke havde noget at udsætte på sine egne spillere.
»Jeg har ikke noget at bebrejde nogen af spillerne med hensyn til deres attitude. Alle gav alt. Som hold kunne jeg rigtig godt lide det, vi leverede, og individuelt har jeg heller ikke noget at bebrejde dem.«
Og selv om Mbappé misbrugte straffesparket, stod Mourinho fast bag sin franske stjerne.
»Når én går frem for at sparke straffesparket, så går vi alle sammen. Vi går alle sammen.«
Endelig kunne Mourinho fortælle, at Marc Cucurella blev udskiftet på grund af kramper.

