Real Madrid Femenino klar til Copa de la Reina-finale

Real Madrid Femenino gjorde kort proces i Copa de la Reina-semifinalen mod Ath. Bilbao, da man i går vandt 4-0 og dermed står klar til den første finale i klubbens historie og dermed også det første trofæ.

Alberto Torils tropper tog teten fra start og efter syv minutters spil, da den skotske stjernespiller Caroline Weir lavede en Raúl og flot tog en bold ned og i næste nu løftede bolden over en prisgivet Ath. Bilbao-målmand.

Kort efter var stortalentet Linda Caicedo tæt på at øge føringen, men hendes skud ramte stolpen. Ath. Bilbao kunne dog ikke gøre noget ved Tolettis scoring efter 27 minutters spil, da hendes skud blev rettet af og snød målmanden.

Fem minutter før pausen blev kampen reelt afgjort, da Linda Caicedo driblede sig fri på venstrekanten og lagde bolden ind foran mål til Athenea, som let kunne score til 3-0.

Anden halvleg var ikke mere end lige sat i gang, før Weir med sin anden scoring cementerede sejren og dermed er Real Madrid Femenino klar til Copa de la Reina-finalen, hvor man skal op mod Atlético Madrid. Kampen spilles på lørdag kl. 22.00.

Real Madrid Femenino: Misa, K. Robles, Ivana, Toletti, Olga, Weir (Teresa, 52’), Kathellen, Linda C. (Nahikari, 71’), Feller (Møller, 46’), Zornoza (Svava, 52’) og Athenea (Maite Oroz, 46’).

 
 
 
Log-på for at kommentere

Seneste artikler...

Annonce