Madridista

 
 

Real Madrid Femenino færdige i Copa de la Reina

Real Madrid Femenino er færdig i dette års Copa de la Reina og ligesom hos herrerne blev det Atlético Madrid, der blev endestationen. Hjemmeholdet vandt kampen med 2-1.

Atlético Madrid lagde offensivt fra land i et meget regnfuldt og blæsende opgør og kom til tre afslutninger i de første ti minutter uden dog at komme på måltavlen. Herefter vågnede Real Madrid Femeninos spillere op til dåd og kom frem til nogle gode forsøg ved Athenea og danske Caroline Møller Hansen.

Otte minutter før pausen kom føringen dog til Atlético Madrid, da Ludmilla var hurtigt over bolden og sendte bolden i nettet, selv om danske Sofie Svava kæmpede ihærdigt imod.

Real Madrid Femeninos udligning kom dog straks efter pausen, da Toletti, Caroline Møller Hansen og Feller havde et fint opspil i højre side og sendte bolden ind til Linda Caicedo, som mesterligt scorede og dermed var kampen atter åben, men glæden fik kun lov til at vare otte minutter, før Eva Navarro scorede sejrsmålet i en kamp, hvor hun virkelig brillerede.

Alberto Toril forsøgte at ændre kampen ved at indskifte danske Signe Bruun, Olga Carmona og Hayley Raso, men det hjalp ikke og Real Madrid Femenino må dermed sande, at chancen for titler i denne sæson er udspillet.

Real Madrid Femeninos hold: Misa, Ivana Andrés, Kathellen, Oihane Hernández(Maite Oroz, 90'), Sofie Svava(Olga Carmona, 69'), Naomie Feller(Hayley Raso, 69'), Sandie Toletti, Linda Caicedo, Claudia Zornoza, Athenea del Castillo(Signe Bruun, 62'), Caroline Møller.

Seneste artikler...