Alberto Toril: Real Madrid Femenino har stor offensiv styrke
Mens Real Madrids herrehold kæmper med at finde melodien, går det anderledes fremragende for kvindeholdet, der har vundet samtlige af holdets seks kampe, heraf fire i ligaen og to i kvalifikationen til Champions League.
Den ansvarlige cheftræner er Alberto Toril, og han udtaler sig til klubbens egne mediekanaler om situationen for tiden:
- De (spillerne, red.) har haft et par fridage. De har spillet mange kampe og haft mange træningspas, og denne pause vil være god for os for at møde det næste stræk med energi. I dag talte vi med dem, vi styrkede dem lidt i forhold til, hvordan de gør det, de muligheder de har i hver kamp, og de spillere, der kommer ind og ud og præsterer på et højt niveau. Vi skal fortsætte i samme spor, vi har muligheder, friske spillere, som kan tilføre meget dynamik og kvalitet til holdet, og jeg synes, vi har taget et skridt fremad.
Real Madrid har scoret et hav af mål, men topscoreren, midtbanespilleren Sandi Toletti, har ikke lavet flere end tre. Målene kommer med andre ord mange steder fra, og det ser Toril som en styrke:
- Når så mange spillere scorer mål, er det en god ting. Det indikerer, at det offensive spil er godt, at vi er i stand til at skabe farlige situationer på alle dele af banen. Vi har kvalitetsspillere på alle positioner, og det betyder, at vi har stor offensiv styrke.
Toril har skiftet meget ud hidtil i sæsonen, både med hensyn til de startende spillere, men også med formationen, der har taget form af en 4-2-3-1, en 4-3-3 og en 5-3-2. Om det siger han:
- Der er mange ændringer fra kamp til kamp. De ved, at det er vigtigt at spille 90 minutter, men også de 20, 30 eller 40 minutter, de får tildelt. Vi har en bred trup, og det eneste, jeg beder om, er, at vi undgår skader, så vi kan være komplette, når de vigtige kampe kommer, for det vil definere sæsonen en smule.
Real Madrid Femenino spiller den næste kamp på hjemmebane fredag aften kl. 19, hvor modstanderen er bundproppen Valencia:
- Vores fans opmuntrer os, vi spiller på vores bane, som er i perfekt stand. Modstanderne skal løbe meget for at dække rummene, så vi er komfortable med at kreere vores spil og skabe chancer og score mål.